Museum for fremtiden

Det er på en måde svært gennemskueligt, hvad det er vi er gået ind til. Titlen ’Museum for fremtiden’ siger alting og ingenting, og da vi bliver udstyret med hørebøffer og et ønske om at lade skoene stå ved indgangen, står det ikke klarere. Men Sort/Hvid er jo heller ikke ligefrem kendt for at lave traditionelle forestillinger. 

Først bliver vi ført ind i et rum med vægge af forvrængede spejle. Vi er en gruppe, cirka 15 personer, men alligevel i hvert vores univers. Gennem hørebøfferne introduceres vi til et lydunivers, der af og til afbrydes af guiden gennem forestillingen i form af Sicilia Gadborg Høeghs sprøde stemme. 

Derfra føres vi videre i en række rum, der er udsmykket af forskellige kunstnere. Rum for rum gennemlever vi de nutidige problematikker, der gør forestillinger om fremtiden svære – hvis ikke umulige – at tænke på: krig og ødelæggelse, historiens hastighed, selvoptagethed og menneskets ødelæggelse af kloden. 

Gadborg Høeghs stemme fører os gennem drabsfølelsen, en sektagtig rundkreds iført identiske masker, og genetikkens arvemateriale på spil i spørgsmålet om, hvordan historien fortælles og fortolkes. Ret fascinerende afslører et nyt rum flere store kar med hudlignende svampe, der mekanisk bliver ført op og ned i store kar. Vi må røre imens vi får serveret en ubestemmelig drik og lovning på en magisk virkning.  

I kataloget skriver idemand bag forestillingen, Anders Thrue Djurslev, at titlen ’Museum for fremtiden’ er et paradoks, idet et museum typisk udlægger fortiden. Og titlen er da også en anelse misvisende i forhold til forestillingens indhold, som mere problematiserer og diagnosticerer en tvivlsom samtid fremfor fremtiden. 

Christian Lollike står bag tekst og iscenesættelse, mens Djurslev er dramaturg og kurator. Selve ideen at genantænde den politiske fantasi er typisk for teatret og Lollikes profil. Dog synes fremstillingen i højere grad at være centreret i tanken om at slippe væk, forlade jeg’et, kloden og de katastrofer mennesket har iværksat. Fremtiden mangler. Når publikum afslutningsvist bliver spurgt om, hvordan de ønsker at blive husket, står det lidt uforløst hen; det er vel ikke det, det handler om? 

’Museum for Fremtiden’ er en dyster oplevelse, der ikke giver nogen svar, men på trods af det, en stærk og lidt rundtosset oplevelse, der vibrerer i kroppen.