Downton Abbey: En ny æra

Man bliver ikke skuffet, hvis man er glad for familien Crawley, Branson og resten af de gode folk på Downton Abbey, og har fulgt dem både gennem seks sæsoner på tv samt den første spillefilm fra 2019. Opskriften er den samme og det fungerer egentligt ganske fint.

Året er 1928. Enkemanden Tom Branson (Allen Leech) har endelig fundet kærligheden igen og bliver i åbningsscenen gift med sin Lucy (Tuppence Middleton). Også kokkepigen Daisy er  blevet gift med kollegaen Andy og er flyttet ind på gården, som hendes gamle svigerfar forpagter. Anna og Mr. Bates (Joanne Froggatt og Brendan Coyle) har fået en søn og Lady Edith (Laura Carmichael) har fået endnu et barn. Der er lykke hele vejen rundt.

Men den aristokratiske Crawley-familie bliver snart overrasket af en mystisk begivenhed der oser af potentiel skandale. Enkefruen, den frygtindgydende matriark Violet (vidunderligt spillet af Maggie Smith), afslører at hun har arvet en pragtvilla på den franske solkyst af en vis Marquis de Montmirail, med hvem hun 60 år tidligere tilbragte nogle dage. Hans enke er rasende over at miste huset og truer med retssag, men sønnen, den nye Marquis, inviterer familien til en fredelig snak. Så Lord og Lady Grantham (Hugh Bonneville og Elizabeth McGoven), en del af familien og en håndfuld ansatte, drager mod Riviera, der pludselig er gjort til et populært ferieparadis af Scott Fitzgerald og andre glamourøse forfattere.

Alt imens drysses der også stjernestøv over Downton Abbey. Lady Mary (Michelle Dockery) har følt sig nødsaget til at acceptere en klækkelig sum penge fra et filmselskab, der vil bruge huset som kulisse i et storslået stumfilmdrama, for at sikre et nyt tiltrængt tag til den gamle bygning. Især de ansatte er dybt betaget af filmverdenens glamour, men de opdager snart at den smukke overflade ikke altid er hvad den udgiver sig for. Det er hårde tider for filmfolkene, for talefilmen har gjort sin indmarch og pludselig trues produktionen og Lady Marys økonomiske aftale, og der må tænkes hurtigt og kreativt.

Der er ingen tvivl om at tv-serien står langt stærkere end de to spillefilm, hvor der er skruet op for hyggen på bekostning af dramaet. At filmen alligevel er værd at se er udelukkende grundet de elskelige og utroligt veludviklede karakterer. Skuespillerne er så dybt rodfæstet i deres roller, at det hele føles meget naturligt. Der er til stadighed den lidt morsomme ping-pong mellem de der mener, at alt var bedre i de gode gamle dage og de der ved, at de skal udvikle sig med tiden for at overleve. 

Er historien forudsigelig? Ja. Er der noget der bryder stilen fra den forrige film? Nej. Men det gør egentlig ikke så meget. Filmen udgiver sig nemlig ikke for at være noget den ikke er, og den er lige præcis alt det, den skal være, når det handler om Downton Abbey – der er grin, gråd og hjertevarme. Man behøver ikke tænke så meget over tingene, men blot læne sig tilbage og lade det trygge tæppe af velkendte karakterer fortælle endnu et kapitel om det store gods i Yorkshire.