The Lost City

Dulcius ex asperis - der betyder noget nær "sødere efter udfordringer" - er en udmærket konklusion på denne actionkomedie, der helt og aldeles sjovt, saftigt, smukt og spændstigt kører den velkendte skattejagt hjem med veldrejet action og velsmurt komik. 

Midt i en bogturne bliver Loretta Sage (Sandra Bullock) kidnappet af milliardæren Fairfax (Daniel Radcliffe), der mener hun kan afkode et pergament og vise vej til en skat i en forsvunden jungleby. Efter halser hendes romanforsidemodel Dash/Alan (Channing Tatum) som i bedste Fabio-stil og til tonerne af pompøse 80er-hits som ’The Final Countdown’ og ’Shadows of the Night’ vil leve op til sin heltestatus. Og så går den vilde skattejagt - med penge(trold)manden og hans lokale hjælpere i hælene - mod en vulkan med fordøjelsesproblemer, nogle grumme grotter og et gravmonument fyldt af tårer. Og noget er selvfølgelig metaforisk. 

Fra den første fanscene - hvor forsidehelten a la Fabio (i 80/90erne synonym med vældig virile romancecovers) skal have flået skjorten af, men i stedet får hevet den langhårede paryk af - er der fuld knald på komikken, hvor det fysiske er klart sjovere end det verbale. Sandra Bullock (i fuchsia pailletdragt) og Channing Tatum (i mestendels bar overkrop) har skøn, spøjs kemi, når de vælter rundt i junglens eventyrligheder som henholdsvis glimtende diskofest og pumpet kropsoliereklame. 

Især Tatum brillerer i den overdrevne kropsfiksering og klicheerne om den simple mand og de andre forudsigeligheder, der hører til i rom-com-action. Og i samspil med Brad Pitt bliver det endnu mere forrygende, for selvom Pitt/Trainer er alt det Tatum/Dash ikke er, så er troværdigheden og charmen på underhundens side. Dulcius ex asperis, som de siger.

’The Lost City’ er den lette udgave at 80ernes løsslupne blockbustere som ’Romancing the Stone’ og ’Indiana Jones’, og det er fantastisk underholdning fra start til slut. Egentlig er filmen et tosset rod af kulturreferencer, velkendte typer, kække onliners og actionklicheer, men instruktørbrødrene Nee får det hele til at flyde fornøjeligt - inklusiv nogle originalt skøre scener. Som en eksplosiv flugt med heltinden bundet til stol i trillebør, en pivpinlig igle-sugende nøgenscene, samt lækker-letsindig likvidering med de to muskelbundter i hvert sit mood: sej og fjollet. Ja, det kan ikke helt forklares - det skal bare ses!