Bergmans Ø

Den franske instruktør med det danskklingende navn har med ’Bergmans ø’ lavet en charmerende og drilsk film som udspilles på Fårö, hvor Ingmar Bergman levede, døde og indspillede mange af sine film. Men hvor Bergmans film var højtråbende er Mia Hansen-Løves film stille og underspillet.

Filmskaberne Chris (Vicky Krieps) og Tony (Tim Roth) rejser til Fårö fra New York på et skriveophold i håb om at absorbere noget af den kreative grøde Bergman fandt på sin solbeskinnede ø med dens på én gang smukke og voldsomme natur. 

Ægteparret indkvarteres i huset hvor ’Scener fra et ægteskab’ blev indspillet - ”Filmen der fik millioner af mennesker til at lade sig skille” hilser deres udlejer dem velkommen. De etablerer hver deres arbejdsværelse, udforsker øen, møder dens vogtere og Bergman-folket, og Tony er inviteret til at vise sin seneste film og deltage i aktiviteter sammen med nysgerrige cineaster på pilgrimsrejse. 

Tony falder straks ind i øens ånd, mens Chris kæmper for at ryste Fårös undertrykkende ro og tyngden af Bergmans spøgelse af sig. Som dagene går, bevæger de sig dybere ind i kunsten, men også længere væk fra hinanden. At der opstår problemer i Chris og Tonys sommerparadis føles indlysende, for selvom kilden til problemerne ikke udtales direkte, antydes det i Tonys skriblerier i sin notesbog og Chris’ lange eftermiddag sammen med en svensk filmstuderende. Men de ægteskabelige spændinger er så subtile, at de næsten fordamper. 

I stedet begynder Chris at fortælle Tony om det manuskript hun arbejder på – en film, der tager form foran os. Den handler om en 28-årig filmskaber, Amy (Mia Wasikowska), og hendes on-and-off romance med Joseph (Anders Danielsen Lie). De ankommer begge til Fårö til en fælles vens bryllup og i lange, uafbrudte stræk er vi sammen med Amy og Joseph, mens de kredser om hinanden, elsker og overvejer fremtidens muligheder og umuligheder. 

Man fristes til at se Chris som en dubleant for instruktøren selv. Ikke mindst når Chris og den  ældre Tony diskuterer, bytter arbejdsnotater og nævner deres unge datter derhjemme, er det svært ikke at leder tankerne hen på Hansen-Løves eget tidligere liv med den 20+ år ældre ekskæreste Olivier Assayas - to anerkendte franske filmskabere og partnere, der har et barn sammen.

Der er en labyrint af meta-spejle i ’Bergmans ø’ og det kan være svært at gennemskue de indviklede paralleller, der forbinder Chris og Amy, for Hansen-Løve lader meget stå usagt og antyder i stedet med flygtige billeder, som vi selv må analysere. Men man kan blot læne sig tilbage, nyde den fine fortælling om tab, kærlighed og kunstnerisk genvinding og beundre de magiske kræfter, som fiktionen har til at kaste lys og skygger på tværs af virkeligheden.