Chronic

Enkelt og stilfærdigt (læs: en anelse langtrukkent) drama om dødeligt syge patienter og sygeplejersken, der passer dem. 

David (Tim Roth) er hjemmesygeplejerske for uhelbredeligt syge patienter, og han lægger al sin energi i at sørge for, at deres sidste tid bliver så god som muligt. Men ligeså effektiv, medfølende, uortodoks og kompetent han er overfor sine patienter, ligeså reserveret og akavet er han i sit privatliv. 

Det er mere eller mindre det. Der er ellers flere ekstremt spændende temaer, som filmen lige når at antyde, men så vælger at ignorere. Et emne som aktiv dødshjælp for eksempel. Noget, de fleste har en holdning til, men som her får forbløffende lidt opmærksomhed. Eller anklager om sexchikane mod en patient. Saftige sager, men igen en handlingstråd, der løber ud i sandet med lynets hast. 

I stedet ligger hovedvægten på hverdagens rutine og den daglige pleje og så kommer der glimtvise indblik i en traumatisk hændelse fra Davids fortid, som ganske langsomt bliver afsløret. Men som næppe vil komme bag på nogen, når man ser, hvor dedikeret David er til sit arbejde. 

’Chronic’ er som en dokumentarfilm fra HBO: Gedigent håndværk. Men med betydeligt mindre baggrundshistorie og væsentligt flere gentagelser. Første gang David vasker en af sine patienter er det en intim og rørende handling. Men fjerde gang er det altså en tand for repetitivt, og jeg greb mig selv i at kigge på uret. Hvilket måske også er, fordi jeg har et meget anstrengt forhold til døden og alvorlig sygdom, og det er naturligvis ikke ’Chronic’s skyld…

Men den mexicanske instruktør Michel Franco har bestemt styr på sine stilistiske virkemidler. Filmen består af 97 indstillinger af lidt under et minuts varighed, hvilket betyder, at hver enkelt indstilling varer forholdsvis lang tid. Så kameraføringen er temmelig statisk, hvilket er med til at understrege rutinerne i Davids arbejde og i patienternes liv. Og det fungerer ganske fint. 

Der skal ikke herske tvivl om, at jeg synes at Tim Roth er en brillant skuespiller, som kan gøre stort set hvad som helst levende og interessant alene med sin blotte tilstedeværelse (den ganske forfærdelige film om fyrstinde Grace af Monaco er en vældig uheldig undtagelse fra denne regel). Men selv han kan ikke hæve denne temmeligt søvndyssende affære over gennemsnittet.