Animal Farm

Der er absurd griseri på flere planer, når Elisa Kragerup trækker ’Animal Farm’ gennem vor tids pløremuld af oprør, manipulation og fordærv. Orwells klassisker er topaktuel, men denne opsætning er underligt kuldslået og distanceret.

Scenografisk er det enkelt og stemningsfuldt. Uanede bunker af blød muld, som de glade dyr vælter rundt i, med drømmen om økologi og dyrevelfærd, efter de har jaget deres fordrukne forvalter ud af farmen. Men snart danser de med neonrør - i favnen og hængende over hovedet - mod den moderne industri. Til heftige elektroniske toner og primale hvin om blodlyst. 

Det er måske sært at påpege typecasting, når nu det er dyreroller - henholdsvis grise, heste, får og æsel - men Kragerup har valgt otte stærke skuespilprofiler, hvis personlige stil brænder igennem med genkendelighed. Marie Dalsgaard, Siff Vintersol, Maria Rich, Ena Spottag, Xenia Noetzelmann, Maria Winther Nørgaard, Sarah Boberg og Tina Gylling Mortensen. Gæt hvem, der tager magtkappen og beder publikum om at applaudere grådigheden til sidst.

Den store satsning og det hypertrendy boost er Lydmors (Jenny Rossander) lækre dunkelrå lydunivers, men det integreres kun minimalt i opgøret på dyrefarmen. Hun er iklædt samme nøgne udtryk som de andre, og i 2.akt går hun også ombord i jordbunkerne, men hendes interaktion har stadig performance-karakter og føles næsten malplaceret som meta-lag om underholdningsfaktor.

Således festlig, men helt i (svine)hegnet er den dyrskue-agtige scene, hvor Lydmor synger "je suis heureux" imens de silke/tyl/flæse-klædte dyr svinger febrilsk rundt med støn og hvin, så ingen kan være i tvivl om at dyre can-can er hverken sjov eller rebelsk.

Men mest galt går det med den manglende tekstdramatisering af Tom Silkeberg. Mestendels er det som oplæst litteratur, komplet med drønirriterende "siger hun" og lignende regibemærkninger. Replikker og handlinger repeteres, så man savner dynamik og flow, og på besynderlig vis rør meget af fremførelsen ikke. Hvilket er ret kritisk, emnet taget i betragtning.

George Orwell skrev romanen i slutningen af 2.Verdenskrig som en kritik af stalinismen, og man kan kun grumme sig over at den slags magtmisbrug, massemanipulation og samfundsfordærv stadig hersker. Fra diktaturer over finanssvindel til coronapandemi. Der er utallige og eskalerende kategorier af retsforhold og menneskerettigheder, der omgås, eksempelvis ved at fordreje sandheden og spinne en ny realitet. 

Kragerup og co. viser som altid overskud, ideer og talent, når de pointerer at der altid vil være klasseforskelle, fordi der altid vil være nogen, der tager magten, og nogen der lader sig manipulere til at acceptere det. Men det rør ikke som det bør.