Pleasure
DRAMA
Premiere 25. november 2021
"Business or Pleasure?" Det klassiske spørgsmål i lufthavnskontrollen, hvor den unge svenske pige kækt leverer bekræftelsen af det sidste. For temaet er allerede dunket ind med sexstøn og -klask, og der går ikke mange minutter før der også er sat ganske udpenslede billeder på, og blondinen har ytret at hun er her for at kneppe og blive en stor pornostjerne.
Men det er naturligvis big business, og der stilles lynhurtigt høje krav til 19-årige Bella Cherry (Sofia Kappel), som lader ambitionerne styre så tårerne triller og grænserne rykkes. Fra BDSM-leg over voldtægtsscenarie til interracial sex og dobbelt anal. For hun vil på den røde løber til AVN-messen i Las Vegas og i stald hos topagent Mark Spiegler (cameo).
Alle klicheerne pulser afsted mellem nøgne kroppe, pumpede læber og erigerede pikke. At pigerne er trash- og traumeramte, at mændene må stikke en sprøjte i deres lem for at holde længe, manipulerende pengemænd, rivaliserende bitches, klamme agenter, tabuiserede fetishes og så videre.
Men svenske Ninja Thyberg har researchet grundigt til denne debutfilm, baseret på hendes 2013-kortfilm med samme titel - der vandt Canal+ Award i Cannes - og det er mestendels råt og realistisk, som et miks mellem dokumentar og fiktion. Størstedelen af de medvirkende er fra pornobranchen, og man kommer så tæt på som i ægte porno - uden billeder af penetration.
Debutanten Sofia Kappel er nærmest enigmatisk som Bella, der skal være både uskyldig og sexet - især hendes sovekammerøjne flyder let over i et koldt, tomt blik. Munden derimod strutter og udtrykker hendes lyst til at performe, behov for at blive set, og drømme om at være stjerne. Men indeni kæmper hun vist med det titlen afspejler, og som den fortærskede devise siger: "Det er vigtigt at du kan li’ det."
Det er ret svært at kunne lide ’Pleasure’, for den viser en nådesløs branche hvor alt - i takt med online progression - er blevet meget mere hardcore, ekstremt og aggressivt. Thybergs film er rå og ubehagelig, men indimellem stikker begæret faktisk hovedet frem. Som i BDSM-scenen (med en kvindelig instruktør), der lader Bella nyde, og mere vildt i en af de afsluttende scener, hvor Bella for alvor lærer spillet. Men er det fornøjelse eller forretning? Eller begge? Kan det eksistere sammen, eller er det også tabu?