1001 Nat

Fortællekunst, som bliver ved med at give, leve og udvikle. Det gør ’1001 Nat’ formidabelt, og her er fuld sus, saft og synd på de arabiske nætter, der ender som fantastisk overlevelseskunst for den primære fortæller.  

Gigantværket ’Tusind og én nat’ er i sig selv en storartet overlevelse af fortællinger - samlet over mindst 1500 år, fra Mellemøsten til Orienten, og med en kulturel overdådighed som få romaner. Men der er selvfølgelig også 4500 sider at svælge rundt i! Mest kendte er vel historierne om Aladdin, Ali Baba og Sinbad Søfareren, men de fleste har nok hørt om Scheherazade, som er i centrum her.

Hun er den kloge, modige kvinde, som trodser sin far og indleder et skæbneforhold med Kong Shahriyar (Casper Crump), der i sorg, begær og magt får dræbt sine utallige hustruer efter bryllupsnatten. Scheherazade er frygtløs og fantasifuld i sine fortællinger, der overrasker og forfører kongen, så han hver nat lader hende leve for at han kan høre fortsættelsen. 

Denne 2. akt er hovedhistorien, og helt klart den bedste og mest medrivende. 1. akt føles rodet og hektisk, som en blærevælling af ord, der flakser de mange uafhængige småhistorier med primært vold, sex og død. Og det er oftest kvinder, det går ud over - med den tilbagevendende forklaring at ingen kvinder er rene, og man(d) bør skærme sig for kvindens lyst og list.

Men så begynder de at overleve, eller forvandles, samt lege med kønsroller og seksuelle identiteter. Det underholder og morer heldigvis kongen lige meget om det er kvinder eller mænd, der narres, straffes, ofres med mere, og måske lærer han noget nyt om livet og dets relationer. I hvert fald ender det et sted med barmhjertighed og visdom - i Guds navn.

For selvom disse arabiske nætter er ret vilde i forhold til hvad man normalt tænker om den mellemøstlige kultur, så er det religiøse tilstede i detaljerne. Synd, skyld og straf blafrer i den firkantede, kølige scenografi, hvor kvinderne kun har senge at udstille sig på, og vægge at slynge sig op ad eller gemme sig bag. Med tørklæder på, selvfølgelig. 

Kostumer - hvorfor det er 70er-snit med buksedragter, hæklet kjole og plateausko, har sin helt egen mystik - og scenografi er i vanlig superminimalistisk stil af Bente Lykke Møller. Det bliver aldrig min favoritstil, den slags stilisering mangler ofte stemning, udtryk og tolkning. 

Det leverer teksten - udvalgt og bearbejdet af dramaturg Karen-Maria Bille med instruktør Staffan Valdemar Holm - så i vidunderligt overflod. Der er muligvis for mange historier, der kringler sig ind i hinanden i starten, men nogle har tematisk betydning og andre får en fortsættelse senere. 

Formen er udfordrende, uden egentlig samtale og minimalt samspil mellem de tre skuespillerinder, der agerer alle karakterer i monologpassager, hvor dynamikken veksler, når de eksempelvis afløser hinandens tekst og udtryk. Dette er kvindernes ’1001 Nat’ og de fortælleforførende damer er fremragende. Især Stina Ekblad skaber dramatisk afveksling med stemme og fysik, ligesom Stephanie Nguyen er medrivende og gør os nysgerrige, imens Mille Hoffmeyer Lehfeldt charmerer som Scheherazade, men indimellem nærmer sig overspil. 

Det er umådeligt flot at overleve de vilde fortællinger, som de selv har overlevet gennem århundreder, og igen give dem videre til endnu flere fortællere i tusindvis af nætter verden over. ’1001 Nat’ er et hovedværk, et kunstværk, et livsværk med flere nuancer, der ikke helt når frem i denne scenetolkning. Men det er stadig formidabel fortællekunst.