Berlin Alexanderplatz
DRAMA
Premiere 3. december 2020
Burhan Qurbanis eksperimenterende og moderne tolkning af Alfred Doblins roman ’Berlin Alexanderplatz’ har været syv år undervejs og har eftersigende skiftet form mange gange i løbet af årene. Det er endt med at blive en kedelig kakofoni af elendighed, hvor man sidder tilbage og længes efter Rainer Werner Fassbinders maraton-tv-serie.
På en strandbred et sted i Sydeuropa skyller den illegale flygtning Francis (Welket Bungué) op. Han ender i Berlin med håbet om en fremtid, hvor han kan glemme alt det frygtelige han har gjort i sit liv og blive en god mand. Men det er svært at være god i en ond verden, hvor vilkårene for en indvandrer uden arbejdstilladelse er nådesløse.
Mødet med den psykopatiske gangster Reinhold (Albrecht Schuch) driver Francis ind i en kriminel underverden som ligger langt fra hans forestilling om et nyt og bedre liv i Vesten. Det synes dog at lysne lidt, da han møder den prostituerede Mieze (Jella Haase) – i hende finder han noget, han aldrig har oplevet før; en lille smule lykke.
Filmen er opdelt i fem kapitler (samt en epilog) hvor vi får fortalt at filmen er et vidne om de tre gange Francis vil snuble i sit forsøg på at blive en god mand. Altså får vi fra start at vide at der faktisk ingen håb er. Der lægges poetisk (eller lidt højtravende kunstnerisk) ud med abstrakte scener af Francis, der næsten kvæles i havvandet for fortidens synder, og hans metaforiske genfødsel på den strandbred, hvor han skyller op.
Francis lover højt igen og igen, at han vil være en god mand. Men Francis er sulten og forlanger hele tiden mere af livet, og sulten tiltrækker djævelen og dårlige valg. Det gør det i længden svært at føle sympati for hovedpersonen.
’Berlin Alexanderplatz’ anno 2020 vil helt sikkert dele vandene – nogle vil finde fortællingen om samfundets udstødte og racisme fascinerende, mens andre vil have svært ved at finde den narrative nøgle fra romanen bag filmen. Jeg savner at mærke den ætsende måde Doblin i bogen viser os, at Berlins barske gader kan gå ind under huden på mennesker og beskadige deres skæbner.