My Deer Hunter

Lugten af brændt kød. Når byttet er nedlagt, slagtet, dødt. Til fordærv eller fortæring. Det er en intens parallel, provokerende og kvalmende, men det giver mening, ret effektivt endda. Også i kommentaren på den klassiske frase om at jægeren bliver den jagede. Som i græsk mytologi, typisk filmisk dilemma og her med en ekstra psykologisk pointe i slutscenen.

Filmen, der (specifikt) refereres, er Michael Ciminos Oscar-vinder ’The Deer Hunter’ (1978) – om tre Vietnam-veteraners traumer, russisk roulette og rådyrjagt. Udmærket ide, selvom man kun mærker de medvirkendes interesse og relation til filmen sporadisk. Måske fordi det er noget af det fiktionaliserede, som instruktør Tue Biering har tilføjet for at få ekstra kød på temaerne.

Det er fire veteraners historier, om militærdrømme, kamptraumer og PTSD-terapi, fortalt af dem selv helt aldeles råt og rørende. Jonas Hjorth Andersen, Nicolai Stokholm Sondrup-Otsen, Palle Würtz og Sara la Cour har meget forskellige fortællinger, men nogle behov er ens. Bekræftelse, disciplin, være til nytte, prøve grænser af, møde ligesindede, være en del af et fællesskab.

I en sammenpresset dagligstuescene bevæger de sig metodisk rundt, fra tranceagtig tilstand over rekonstruerende modus til følelsesramt lammelse. Man skal tæt på for at se følelserne, og det gør de med videokameraer, hvor de zoomer ind på hinanden. Som en dokumentation – overfor os, men også for dem selv.

For ligeså vigtig det er at vi og deres omgangskreds hører historierne, ligeså vigtigt er det at de ser, hører og mærker dem selv. For at forstå, for at få andre til at forstå. For de fleste er PTSD meget psykisk betinget, men det sætter sig også i kroppen. Det er tydeligt at deres træning er så metodisk, så meget på refleks at de kan fortsætte, selvom hjernen er stået af. De kan ikke rigtig mærke at de er kommet hjem, følelser og krop er lammet og tankerne er bare at komme afsted igen, og endda måske som Palle siger: ”Forhåbentlig dør jeg i krig, så jeg kan blive betydningsfuld.”

Opbygningen er nænsom, så udviklingen kryber ind under huden, som den svitsende lugt af kød. Med små, præcise nedslag i følelser og hændelser rammer de os i en dualitet af deres følelseslammelse og vores egne ressourcer til at kapere det frygtelige de har overlevet og er i gang med at behandle. 

Følger som tankemylder, oversensitivitet, modløshed, hukommelsestab, selvmordstanker mikser ikke godt med (over)medicinering, der nedbryder kroppen og efterlader endnu større skrøbelighed. Og når den klassiske begravelsessang ’Se nu stiger solen…’ berammer slutningen, presser tårerne sig på med sætninger som ”O, at jeg tør favne dig, skære dag, kalde dig med navne, min sjæls behag…”

’My Deer Hunter’ vil gerne nedbryde fordommene om at veteraner er farlige. Det er svært, for det kræver meget indblik og tryghed – begge veje. En af mændene kan virke lidt farlig og truende i starten – politisk fordømmende, mandschauvinistisk og trigger happy – men han bløder op i samspillet mellem terapi og forståelse. Og han går direkte i clinch med en af sine dæmoner: Kødlugten. I jagten, parteringen og fortæringen.