Hadets sange

Netkrigere. Vi er alle sammen stødt på dem på de sociale medier, men hvor mange af os har mødt en netkriger face to face? Det får vi anledning til i ’Hadets sange’. 

Udkantsdanmark skal have ligeså gode togforbindelser som København. Vi skal holde antallet af muslimer nede. Politiet skal ikke sende deres rekrutter til Christiania for at øve sig på harmløse borgere. Politikerne skal på genopdragelse, så en enkelt sygemelding ikke smider folk direkte ud i kontanthjælpssumpen. 
 
Budskaberne er mange, men stemmerne bag dem er akkurat lige insisterende og passionerede. Fem helt almindelige danskere, der alle har oplevet, hvad det vil sige at være på randen af det danske samfund, er blevet inviteret ind for at fortælle, hvad de har på hjerte. I hver deres lille træhus, som er bygget op midt i Den Fri Udstillingsbygnings store sale, inviterer de publikum ind til en kop kaffe og en sludder. 

”Nu behøver I jo ikke gro fast i mit køkken, man må gerne komme tilbage senere,” lyder det fra charmerende Heidi Freke, der bruger sin feminine kraft som en styrke, og er træt af feminister og politisk korrekthed. Så vi cirkulerer rundt og besøger de forskellige netkrigere. Uden for de små huse finder vi et partytelt, et kommunekontor, en smadret bil og massevis af performere i barske situationer. 

Selv væggene på museet er inddraget for at give plads til alle de hårdtslående budskaber, forestillingen ønsker at vise frem. ”Ingen kvinde er mere end 2 kr. værd” står der på væggen midt i en længere smøre om kvinders uduelige natur. Også denne tekst kommer fra nettet. 

En tavs performer rækker mig et bæger pastiller, og da jeg vil tage den i munden ser jeg, at der står skrevet ”so” på den. I partyteltet synger fem pensionister ”højt fra træets grønne top, sidder der en perker, han er ved at brænde op, vi må hente flere,” imens kaffe og lagkage bydes rundt til publikum på mormorstel. Inde hos netkrigerne møder vi barsk systemkritik, men herude er det decideret had, der er på spil.

Marie Rosendahl Chemnitz og Tue Biering, der står bag forestillingen, har formået at fremstille en tyk stemning af absurditet og forløjenhed. Selv om hadet vises frem uden omsvøb, er der lagt en hyggestemning ned over performance-universet, som fremkalder decideret dårlig smag i munden. 

Virkelighedens netkrigere bliver hurtigt til de menneskelige ansigter, som vi søger, når tingene bliver for voldsomme. En kvinde fra Sønderjylland får sig en snak med Claus Jonassen om togforbindelserne i området, mens en anden kvinde forsøger at forstå, hvordan Thomas Telner både kan være lodret imod muslimer i Danmark og have sig ”et par muslimske venner, som jeg snakker rigtig fint med.” 

Dialogisk teater, der faktisk virker. I sig selv en prisværdig bedrift. ’Hadets sange’ er helt sit eget format. Det er en teatervandring, men det er også en blanding af virkelighed og skuespil; det forsøger at holde sig i øjenhøjde, samtidig med at der i optrinnene på fællesarealerne er skruet op for alle teaterknapperne. Lydene er truende og ubehagelige, performerne er døde i ansigterne og flere af performerne er børn. 

På sin vis fungerer mikset af jordnær kaffe-kage-stemning og voldsomme hadscener virkelig godt: Det viser os spændet i, hvad det vil sige at hade noget, og det fremkalder absurditet. Men på sin vis sprækker oplevelsen også på midten, sådan at det bliver svært at tage performerne alvorligt målt mod netkrigernes autenticitet og troværdighed.  

’Hadets sange’ er værd at opleve, fordi det ikke ligner noget andet, og fordi det har interessante historier at fortælle. Men hvis man er følsom overfor hadefuldt sprog, høje lyde, røg og rabalder, er det ikke den rette forestilling at vælge.