Druk

Den optimale rus. Tør vi udfordre den? Lykkesus, lystimpuls, selvværdsboost, energikick eller ren og skær beruselse af livet. Hvornår føles det ægte, og hvornår falskt? Årets vigtigste danske film ’Druk’ rusker i det meste af følelsesregistret med en tese, der er ligeså befriende som ødelæggende.

Titlen er modig, og Thomas Vinterberg – med manusmakker Tobias Lindholm – har igen begået en lille genistreg af socialrealistisk drama om et tabu stærkt forbundet til danskheden. Så meget at de lader nationalitetsfølelsen krænge lettere ironisk igennem med en håndfuld hymner fra Højskolesangbogen, primært sunget af ungdommen.

Den ungdom, hvis studenterrus åbner og lukker historien om deres læreres mere alvorlige branderter. Det starter som en løsagtig, legende udfordring, for de fire venner, der alle tumler jobtrummerum og privathjul på lavblus. Så med inspiration i den norske psykiater Finn Skårderuds teori om at mennesket er født med en halv promille for lidt, kaster de sig ud i promilleudforskning af forøget social og faglig ydeevne.

Især Martin (Mads Mikkelsen) liver op og inspirerer elever samt kone (Maria Bonnevie), men også Tommy (Thomas Bo Larsen) får rørende elevrelationer, og Peter (Lars Ranthe) får skabt harmoni i musiklokalet igen, imens Nikolaj (Magnus Millang) kæmper lidt mere med psykologien i elev-eksamensangst versus den krævende kone og de sengetissende børn. Fra den halve promille, over den individuelle til den maksimale kører eksperimentet selvfølgelig helt af sporet, og rusen er ikke mere positiv i sin optimering.

Vi genkender situationerne, reaktionerne og karakterne, som findes i de flestes nærhed, og derfor rør det ekstra dybt og tankevækkende. Selv de scener med kontroversielle eller provokerende elementer, virker plausible og kalder på omsorg mere end fordomme. Ligesom de mest morsomme scener også rummer det tragiske og sølle. For i Vinterbergs afvæbnende, nostalgiske fortællestil er der både ærlighed og kærlighed nok til at afbalancere de store emner.

Naturligvis handler det ikke bare om druk. Men om livet set gennem rusen. De ting, mennesker og oplevelser, der giver følelser af rus, når de lykkes. Klassisk for Vinterberg er fællesskabet i fokus: det at skabe noget sammen, dele noget, være noget for andre, og gøre godt for andre. Derfor er slutningen en helt særlig forløsning af det individuelle og frie. Som det mentale boost og det kropslige kick i livsbekræftende symbiose. 

Alligevel er ’Jagten’ stadig Vinterbergs bedste film, og ’Festen’ stadig hovedværket, men ’Druk’ er allermest relevant for flest danskere. Slutsekvensen er eufori i reneste sans, der samler alle filmens følelser, og de forrygende billeder vil blive ikoniske for dansk film, ikke mindst for Thomas Vinterberg og Mads Mikkelsen.