Hübberiet: Danmark

Velkommen til Hübbe-riget! Det er balletbossens 10.sæson med leg og mix, og de rød-hvide kulturvaner, -manerer og -dyder skal endevendes lidt på den gamle traditionelle scene. For der er plads til fornyelse, og en ny generation burde have basis for opblomstring. Men det kan være svært helt at slippe de fornemme traditioner, samt at balancere det gamle og det nye.

Et af de største nyere musiktalenter er Carl Emil Petersen, der debuterede med bandet Ulige Numre, og i efteråret udgav sit andet soloalbum. Med bare guitar, mundharmonika og lidt (fod)beat leverer han sjælfuldt og meget relevant sangtrioen ’Amager Forbrænding’ - ’København’ - ’Frit Land.’ Fra sidste lyder det: ”Tilgiv mine øjne, de ser kun fra næsen ned.” En modig, moderne sætning i det som en god del af den yngre generation tænker på som en ny fædrelandssang, og ’Frit Land’ er netop optaget i Højskolesangbogen.

Derfra også aktuelt: ”Tusinde af øjne, de har meninger om alt, og alle sammen tror at deres TV taler sandt.” For desværre er der meget tv-tid i mixet, når Hübbe både hyper sin egen tv-dommerrolle, snakker med historiker Liv Thomsen om hendes nye tv-serie ’Danmark på vrangen’ og viser klip fra Marijana Jankovics prisvindende kortfilm ’Maja’. I en konklusion om at ”vi kan trøste os med at det har været meget, meget værre” er det måske ikke optimalt med spanskrør på Flakkebjerg versus sprogudfordret serbisk pige i børnehave. I hvert fald efterlader sidste klip ikke meget følelse, når man ikke kender forhistorien.

Til gengæld er det altid relevant at takle nye danske ord, hvor Dansk Sprognævn især fæstner sig ved temaerne klima, krænkelseskultur, kønsidentitet, samt mad og drikke. Hübbe har åbenbart nappet nice og anyway, nu hvor vi så skal synge fællessang over ’Den danske sang er en ung, blond pige.’ Og huske på at nogle pludselig føler sig krænket af den tekst i dagens Danmark. 

Desværre også en meget overfladisk tilgang til emnet, og ligeså med posters af Superflex (fra 2002) ’Foreigners, please don’t leave us alone with the Danes,’ der skabte nye internationale udslag ved flygtningestrømmene over de danske grænser i 2015. 

Per Vers er ikke ny på scenen med kulturkrænkelser, hans rappe rants er altid proppet med sprøde vinklinger – selvom han denne aften har tilpasset både tempo og frækhed til kulturparnasset på Gamle Scene – når han blender og improviserer sprogmarkedet. Her inddrager han herligt 8 personer på de første rækker til en leg om danskhed – deres ordvalg er blandt andet optimist, dannebro, flæsk, hygge og retfærdighed. 

Den danske balletsjæl er det nemt at finde fantastiske eksempler på – nyt som gammelt. Aftenen starter med ballettens fader, August Bournonville og ’Et folkesagn’ – pas de sept danset i rødt og lidt hvidt – og det bliver jo ekstra dansk, når det er fra denne balletklassiker at brudevalsen stammer. Iøvrigt en tradition, der kun findes i Danmark: At man danser til en bestemt melodi. 

Blandt de nye værker står Gregory Deans ’Blixen’ klart, når Ida Praetorius og Alexander Bozinoff danser elskovs-pas de deux’en med en klassisk uskyld, der smukt bryder med den berømte forfatterindes excentricitet. Og som afslutning 3.sats af ’August 2.0’, et mere moderne show, hvor Nikolaj Hübbe og Dina Bjørn har nykomponeret Bournonville-herretrin en masse. En skøn samling ballerinoer, men også lidt for mange pliéer til min personlige smag.

Til gengæld holder jeg af de små prøve-sessions, som ofte finder plads i ’Hübberiet,’ og her er ideen at danse Balanchine på Bournonville’sk. Holly Dorger er ægte Balanchine, som er mere langstrakt og energisk – som hun danser rollen i ’Ballo della Regina’ – og Ida Praetorius er den mere elegante og blødere Bournonville-version. Meget fascinerende kontraster, der måske kunne være mere accentueret af balletmesterens instruktion.

Hübbe har aldrig været bange for at være lidt old fashioned, og han kender sit kernepublikum, så afskedssalutten er de velkendte gammeldags ord: ”Gud Bevare Danmark”. Anyway, en ganske nice aften med bølgende dannebro på tværs af kulturen – ’Hübberiet’ er muligvis blevet lidt rusten og formularisk, men de holder nogenlunde balancen mellem nyt og gammelt. Bare de ville dykke lidt dybere i riget og dets rigdomme ind imellem.