I morgen danser vi

Man kunne godt beskrive det her som en dansefilm med skabshomofilt pikanteri. Dog ville det være ret utilgiveligt, for selvom handlingen ligner en ruin af udslidte dramaer, så venter der det lødigste indhold, som man bare skal overgive sig til. Heldigvis er det svært at lade være, når man følger prekært forelskede Merab, som svimler og vakler og stamper sig frem til et sikkert nederlag - og alligevel står distancen med eminent forvredet bravour.

Der er småt med penge og plads i den lejlighed, Merab deler med sin familie i Georgiens hovedstad, Tbilisi. Til gengæld har han mange års træning i Georgiens Nationale Ballet, som giver mulighed for en levevej med store armbevægelser. Og så alligevel ikke. For der må ikke føjes afvigende strejf til den strenge dans, hvor ”du skal være ligesom en statue”, som danselæreren påpeger.

Løse håndled er der under ingen omstændigheder plads til, hverken i danseensemblet eller i resten af det konservative land. Det bliver hurtigt et problem, da Irakli dukker op med henslængt hankønstække – og et talent, der truer Merabs chancer ved den forestående prøve. Kemien mellem Merab og Irakli leveres hudløst af de prægnante debutanter, henholdsvis Levan Gelbakhiani og Bachi Valishvili. Især gør hovedrolleindehaveren indtryk med den råsultne Merab. Hans tilstand manifesterer sig stilfuldt i billedsidens varme farvetoner og blødt knitrende tekstur.

Med massive rytmer bidrager lydsiden også vitalt til stemningen; suggestive trommesmæld, fødders hastige afsæt mod dansegulv, golde technoslag og et soundtrack, som ubesværet blander georgisk musik med Robyn og ABBA. De svenske indslag bliver spillet, når danseflokken fester på en formidabelt ukurant balkon med bjergudsigt. Mens de andre sover rusen ud, danser Merab videre foran Irakli, i bar overkrop og voluminøs pelshat, vekslende mellem ironisk distance og fortættet begær.

Hvis man overvejer at affeje filmen som en overflødig version af ’Call Me by Your Name’, bør man virkelig unde sig selv et mindre overfladisk plotfokus. Der er mindst ét aspekt, hvor den her film skiller sig ud og trænger sig uventet på: Det nutidige Georgien. Portrættet af kulturen gør det nemt at springe mellem beundring og kritik, for det traditionstunge bagtæppe (som fastholder homofobien), sættes ikke udelukkende i et dårligt lys. Det fine ved at mødes i en fælles arv markeres eksempelvis med en sangseance, hvor det ellers så rastløse kamera panorerer andægtigt for stemmerne.

Instruktør Levan Akin duperer med fremstillingen af Georgiens rigide koreografi i dette internationale gennembrud, som er hans tredje spillefilm. Han er svensk med georgisk ophav og omtaler filmen som et kærlighedsbrev til landet – et brev der blev besvaret med aggression og stenkast fra homofobiske demonstranter, da filmen havde premiere i virkelighedens Tbilisi (hvilket selvfølgelig understreger filmens relevans).

Indrømmet, narrativt set kan ’I morgen danser vi’ godt anskues som en kliché af et hjertekammer. Men hvor meget gør det egentlig, når tematisk nerve og æstetisk puls får nyt blod til at pumpe så uforglemmeligt derfra?