Min italienske familie

Familiedynamik i højgear af typisk italiensk temperament og passion. For kærligheden er naturligvis i fokus som det der skal få familieidyllen til at gå op i sidste ende. Men hvor meget skal man egentlig tvinge sig selv til at følge familiemoralen? 

I med- og modgang, lover man hinanden, når man bliver gift. Det løfte fornyer Alba (Stefania Sandrelli) og Pietro (Ivano Marescotti) til deres guldbryllup, og til familiefesten må de sande at resten af familien har noget større udfordringer med at holde fast på lykken. Kusiner, onkler, børn og børnebørn, døtre, fætre, ekskoner, tanter, søskende – og deres bedre eller værre halvdele – i et hektisk menageri af forviklinger og kontroverser, jalousi og uforsonlighed, løgne og hemmeligheder. 

Her kræver det virkelig hjertelag at holde sammen på familien, at holde af den og ikke mindst at holde den ud. For selvom man måske ikke ses så tit, er man oftest så tæt knyttet af opvæksten at man ved præcis hvad man skal nævne for at det sårer dybt. Og på italiensk grund er der nok en del mere sladder og temperament til at få gang i dramaet. 

Instruktør Gabriele Muccino har altid masser af hjertevarme for sine karakterer, ligegyldigt hvor tosset de ter sig, og det bærer denne familiefest igennem halve historier og uforløste tvists. Og så selvfølgelig fordi det store persongalleri bringer genkendelighed, både i typer og skuespillere. For Muccino har samlet en imponerende trup af de mest populære skuespillere i Italien, så al balladen virker mere troværdig.

Som når Paolo (Stefano Accorsi) og hans kusine Isabella (Elena Cucci) småfjollede mindes deres første kys og fjumrer rundt som teens, eller når Ginevra (Carolina Crescentini) adskillige gange går totalt drama queen på sin mand Carlo (Pierfrancesco Favino). Panikken spredes også omkring Riccardo (Gianmarco Tognazzi), familiens sorte får og utidige joker, der dog også kan samle alle ved klaveret med hyggesang. Hans kæreste Luana (Giulia Michelini) er gravid, og da ingen vil hjælpe med job eller penge, får hun også afsløret hemmeligheder.

Men som Alba klogt siger: ”Der er ikke noget, der hedder normalt (liv).” Det ville også være for kedeligt – især for de passionerede italienere. Så i klassisk Muccino-stil husker ’Min italienske familie’ os på, at man selv er sin egen lykkes smed, så man skal ikke altid lade sig påvirke af sin families meninger og moraler. Men leve sit eget liv, for sin egen lykke. Som efterteksten siger: ”Der stadig tid til at være lykkelig… lidt endnu.”