Den Sidste Gud

De Damer goes Boyband! Og gør det så aldeles forrygende sjovt og overraskende at det kun kan hitte enhver med sans for den idoldyrkelse, der nåede hysteriske højder med 1990ernes største boybands, og stadig holdes i live med større eller mindre krampetrækninger. 

For hvordan føles det egentlig at være boyband-fan, som besat af et boyband? Dramatiker Alexandra Moltke Johansen giver her fem bud på kvinder nær ekstase: Jamrende Johanne (Ann Hjort) der vrider sig med mavekludder; Viktoria (Margit Watt-Boolsen) med brækkede arme og kvæstet fod; Dora (Linnea Voss) der er gravid med tvillinger, uden at have haft en mand; komatøsen Sarah (Penille Albæk Andersen) og den ret så liderlige Rebekka (Iben Dorner), der gramser og gnubber på alle, med bandage for de blødende øjne.

De er af uforklarlige årsager endt på en mystisk hospitalsstue, hvor lægen aldrig viser sig, og sygeplejerskerne Dolly (Jettes Sophie Sievertsen) og Denice (Tine Gotthelf) laller mere end de plejer. Deres kendingsmelodi ’Babe’ (Take That) bliver kortere og kortere, men der har patienterne overtaget – på opfordring fra en natlig gæst, der kalder sig troldmand, frelser, gud og lignende – og messer ekstatisk ”babe, babe”, højere og højere.

Det er grotesk sjovt og indimellem så hysterisk fjollet som kun kvinder kan forstå. For kun tøser ville forgude idoler på den måde, ik? Og må man virkelig gøre grin med det? Derimellem opstår boyband-gyset – og den herlige komedie, som De Damer leverer så forrygende. Man mærker spilleglæden, og lader sig rive med i det befriende grineflip over denne form for besættelse. Det kunne nogle kvinder bestemt blive bedre til: give slip, flippe ud og grine.

Der er mest komediegear, men den natlige gæst bringer forvrænget uhygge, og på lydsiden toner en gennemgående xylofon – både barnligt og skræmmende – der sammen med støn og suk minder om film som ‘Rosemary’s Baby’ og ‘Susperia’. 

”Am I Original?” synger de til slut – og både deres egen og vores bekræftelse er stor: ”Yeah!” For de går virkelig hele vejen for spasen, koblingen mellem idol og gud, og selvom ikke alle sangtekster passer lige godt, så er de musikalske arrangementer super-kreative og ofte overraskende tolkninger i mange genrer.

Der er skønne can-can sygeplejersker i One Directions ’What makes You Beautiful’, reggae-følelser med Blues ’One Love’, hektisk panisk electric boogie til Jackson Fives ‘I Want You Back’, crooner og gospel til One Directions ‘History’ og med Bee Gees’ ‘How Deep is Your Love’ mærker man Moroder-synthlyden aldeles sensuelt og sexet.

Blandt de bedste er ’NSYNCs  ’Bye Bye Bye’, hvor man virkelig ser forskellen på boyband og tøsegruppe; og så er der mega-griner når Dolly og Denise skal forløse Doras tvillinger med Nik & Jays ‘Hot!’ – det er simpelthen fuldbyrdet genialt vanvid. Således er det ret sjovt i udpenslingerne af de banale tekster i drenge-ballader, også i prædike-versionen af Boyzones ‘Love Me for a Reason’. Det pointerer noget om de rigtige ord til den rigtige stemning – for Backstreet Boys: ’Everybody’ er jo også noget pjat, men i det rette show er den bare top!

Dog er det virkelig underligt at valget af vuggevise er faldet på Backstreet Boys’ ‘I Want It That Way’, men det viser naturligvis mod på at gøre noget anderledes og uventet. Og så undrer man sig over Blondie-nummeret ‘One Way or Another’ i dette selskab af popdrenge, men det er en topsjov a cappella-version med fokus på sjove lyde til backing-stemmerne. Men det kunne vel lykkes med en boyband-sang?

De Damer og ’Den Sidste Gud’ er top-underholdende, men unægtelig nok mest for kvinder og boyband-fans, der kan kapere det på alle måder lystige overgear. En forrygende ensembleindsats og musikalsk helt i top over flere genrer og med fede harmonier, der indimellem er næsten hypnotiserende i deres mange lag.