Den tid på året

Hendes hjerte banker for hurtigt. For hun skal både agere den største tradition og fungere som forsoner, så alle kan blive glade og tilfredse. Mellem glædesgøgl og kaoskontrol rammer Paprika Steen – som skuespiller og instruktør – plet i den spolerede familiejuleidyl, også kaldet hjerternes fest.

Der er bare noget med netop denne tid på året, hvor traditioner i forstilt form skal gå op i glædeligt og lykkeligt familiesamvær. Hvor familieroller fastholdes på godt og ondt, imens den større sammenhæng af indbyrdes kontroverser ulmer som de blussende juletræslys og de sukkerede kartofler.

For værten (Paprika Steen) starter dagen med glassplint i fingeren, en humørsyg teenagedatter (Fanny Leander Bornedal), samt det der skal blive et dramatisk vendepunkt for familiefesten: den udstødte søster (Patricia Schumann) inviterer sig selv, og tropper op med ny mand og bonusdatter. 

Ikke at de behøver mere drama, for gammelt nag, uenighed og misforståelser er allerede sædvane. Yderst pinligt når nu den lille bonusdatter skal julehygge med sin nye familie. Fraskilte mormor (Karen-Lise Mynster) og morfar (Lars Knutzon) er uforsonlige, imens søsteren (Sofie Gråbøl) og svogeren (Lars Brygmann) spæder til med tæsk- og tyvehistorier om den mindste søster. Mindreværdskomplekser og forbitret trodsighed overdøver julefryden, og hvem kan mon fjerne den smertende glassplint?

Paprika Steens eminente talent for træfsikker sarkasme går herligt i spænd med dramatiker Jakob Weis’ finurlige vid og bid. I dette hans første filmmanuskript fornemmer man det mere afgrænsede teaterrum Weis normalt bevæger sig i, men det effektiverer den fortættede stemning og nærmest klaustrofobiske følelse af juleetikette. 

Filmen veksler mellem de små hemmeligheder, der åbenlyst må afsløres, eksempelvis den kvalmeskvulpende rødkål, og de spøjse metaforer, såsom den om Gedser Kirke, der mangler en sten, fordi hele byen ifølge sagnet skylles i havet, hvis kirken færdigbygges. Snurrige hints til at der altid vil være noget eller nogen, der forhindrer en helstøbt familie.

Henimod slutningen bliver man meget bevidst om at det er film, hvor en vis udvikling forventes. Den overmåde velafbalancerede bonusdatters snusfornuft, den selviscenesættende mormors omsving, den hellige søsters åbenbaring og ikke mindst den snekolde ulyksalighed i slutbilledet. Det er mange og meget store afviklinger lige præcis på denne ene dag, og det er nok de færreste familier der vil opnå det på selve juleaften. 

Således bliver ’Den tid på året’ ikke kun en sarkastisk dechifrering af julen, men også julefilm. Man skal have lidt af det hele med for at gøre alle glade og tilfredse. Klassisk overload, hvor noget er forudsigeligt og andet kommer til at udligne noget tredje. Men man mærker Paprika Steens engagement i emnet, og hendes hjerte banker hurtigt, kærligt og empatisk for at bryde op med de stædige vaner og fastlåste familieroller – i julen, ja, men også i hverdagen – for når det gælder familiebånd slæber vi altid fortiden med os.