Skam2

’Skam’-squad’et er tilbage, og selvom der er flere alvorlige emner i spil denne gang, er showet stadig en ungdomsfest uden lige. Stadig kul og cool med kiks og klein oveni.

De fleste har prøvet den der forelskelse, som man kæmpede flintrende imod. Fordi man er bange for at blive såret. Fordi man dybest set ikke kan lide de ting personen står for. Fordi der hele tiden opstår konfrontationer, misforståelser eller tillidsbrud. 

Der er fornuftige Noora – og fuckboy William. Sårbare og coole så det tindrer og soundtracket nærmest kun kan være ’Bad Romance’ (Lady Gaga). Noora lægger ellers smukt ud med at synge en blid version af ’More than Words’ (Extreme), der netop forvarsler deres indbyrdes udfordringer med at kommunikere.

Indimellem føles det som om der bruges for meget tid på kærligheden, når nu der åbnes for mere seriøse emner; som at skulle leve op til skønhedsidealer, takle bandeopgør og nationalfølelse, samt tendere seksuelle grænser. Især sidstnævnte tema er topaktuelt og -vigtigt, med den igangværende debat om gymnasiernes puttefester, hvor popularitet, druk og sex nyttes smagløst og uforsvarligt. 

Dermed balancerer ’Skam’-serien det svære grænseland: Den ungdommelige uskyld, som gerne vil skeje ud, men også er usikker – tilsat SoMe, opmærksomhedstrang og forventningspres. At nogen teens kan virke lidt for kloge og andre for barnlige, er bare med til at give nye vinkler på og/eller støtte op omkring hovedpersonerne. Befriende ærligt og kærligt, og hvis der er optræk til fordomme, så når det aldrig at blive fordømmende. 

Alligevel har ’Skam2’ ikke helt så vellykket energi som ’Skam1’, mestendels fordi tempoet ikke føles afstemt, noget for tight andet for slow, og fordi musikken ikke rammer ligeså spot on. Og mere essentielt mangler der mobil- og SoMe-tekster samt en del af det sjove slang, der karakteriserer dette slæng og var med til at gøre tv-serien kult. Ingen rigtig skam uden dritt-snakken. 

Trods lidt hastværk får Line Mørkehøj det meste af den populære 2.sæson med, og Martin Lyngbo instruerer igen med god sans for ungdommen. De enkelte amatør-sprækker af og til er kun charmerende og lige i teen-realismen. 

Den nye Noora, Fanny Bornedal virker måske lidt sejere end seriens pendant, ikke mindst akkrediteret hendes hæse stemme, og muligvis har man derfor gået overmål med det oversize, kiksede tøj for at fremhæve naturligheden som kontrast til det markante hår og den heftige læbestift. Hendes coolness er mere gennemført i serien, men her er hun mere sårbar, særligt efter hendes blackout i sengen med Williams bror og veninde.

’Skam2’ er fremragende ungdomsteater – nutidigt og fremadskuende, jordbunden og højtflyvende, heftigt og sårbart, sjov og alvor… og alt muligt mere! Der hvor de unge er! Og hvor dem, der vil i øjenhøjde, dialog og forståelse med ungdommen, kan lære og mærke noget!