Tully

Moderskab er ofte en svær nød at knække. Ikke alene skal man sætte andre først, men hvis man glemmer sig selv, ender man med at miste noget vigtigt. Sådan er det i virkeligheden, og naturligvis også på film. Men ofte skildres moderlivet enten selvopofrende, morsomt, barskt eller så ukompliceret idyllisk, at det føles meget fjernt fra virkeligheden. ’Tully’ er det hele – og meget tæt på. 

Marlo (Charlize Theron) er højgravid, lettere udkørt og fastklemt i kernefamilien med to lidt større børn. Da barn nummer tre kommer, har hun rutinen, men ikke overskuddet til den lille ny. Sammen med manden (Ron Livingston) og børnene fnyser hun af sin velhavende og tjekkede brors forslag om købe hende en natbarnepige. 

De er en helt almindelig familie, med en hårdtarbejdende far, en ikke-diagnosticeret anderledes søn og en nørdet pige. De vil gerne klare tingene selv. Marlo forskanser sig i en skal af indtørrede pletter, brugte bleer, frostpizza, frustrationer og eskalerende rod i en grad, så både hun og publikum ånder lettet op, da natbarnepigen Tully (Mackenzie Davis) endelig dukker op. Hun er som et frisk pust, en ung hipster-agtig Mary Poppins, der drysser sukker og sandheder om sig. 

Og ganske som Poppins har Tully en evne til at få tingene til at lykkes, hun virker til at løfte ikke blot Marlo, men hele familien. Mackenzie Davis har et ubesværet og lysende nærvær, der gennemstrømmer venskabet mellem de to kvinder. Dialogen er forrygende, men også alt det, der ikke siges, men rummes i Marlos enten udslukte eller vurderende blik, rammer rent. Charlize Theron er fantastisk som det udmattede moderdyr.

Fabelagtige Diablo Cody har skrevet endnu en stærk, sjov og kærlig historie og Jason Reitman har instrueret denne sortrandede komedie, der både drypper syre på de ømme punkter og kysser smerten væk igen. De to er et uforligneligt makkerpar.

De tre film – udover denne ’Juno’ og ’Young Adult’ – Cody og Reitman har lavet sammen, afspejler deres egen udvikling i familielivet, og netop derfor føles det vældigt nært og så hverdagsagtigt, at det næsten gør ondt. Men også med magiske øjeblikke og en solskinsmættet kærlighed, der giver håb.