West Side Story

”Der er et sted for os… et sted med plads til os...” En eviggyldig præmis for alle eksistenser er at finde et sted man hører til, har relationer, er elsket. I spændvidden mellem håbet og tragedien er ’West Side Story’ helt unik, og ligeså denne sang.

Sangen er en af de helt store musicalsange: ’Somewhere’ af Leonard Bernstein og Stephen Sondheim. Sondheim – i sin Broadway-debut – med hans mest rå poesi, og Bernstein midt i en opera-periode, hvilket gav ekstra storladenhed til dette musicalmesterværk. Banebrydende i sin tid og genre, ikke mindst for den tragiske slutning.

’Somewhere’ er – som de fleste af sangene her – svær at synge. Tonerne går ligeså dybt og højt som de følelser sangen formidler. Den synges ved showets største konfliktoptrapning, og Kristine Marie Brendstrup leverer sangteknisk smukt, men følelserne mangler. For de tilhører unge Tony og Maria, der synger deres brudstykker i fuldbyrdet håb og tragedie.

Deres forelskelse er farlig og forbudt – eminent illustreret ved første kærlighedsblik til skolefesten, hvor alle dansere snor sig sanseligt i gulvet under rødt lys, imens musikken spiller stille op til det første, hurtige kys. Det er den instrumentale optrapning af ’Something’s Coming/Noget kommer’, som Tony har sunget tidligere, og hvis noder og tekst ulmer som konstant forvarsel under hele showet.

Racekonflikten mellem amerikanere og puertoricanere, der har udviklet sig til en skræmmende bandekultur af Jets og Sharks, er fortræffeligt skildret i den stemningsfulde åbningssekvens. Den seje rytme tilsat rungende knips, temposkift og eskalerende bevægelser. Drengene svinger, kravler, hopper og slynger sig i stilladser, indtil løb, spring, råb og slåskamp på gadeplan overtager. 

Jerome Robbins koreografi er fænomenal i sin fortællende dramatik, og René Vinther har fået styret armbevægelserne ind så de passer til Aarhus Teaters lille scene. Især fyrene gør det forrygende, både i det farligt coole og det legende juvenile – henholdsvis ’Cool’ og ’Gee, Officer Krupke’.

Sidstnævnte energibombe er i øvrigt et fantastisk eksempel på udnyttelse af en enkel rekvisit som en seng. Der kunne have været lidt mere af den slags, men der er unægtelig et forbilledligt samspil mellem scenografi og koreografi her. Den klassiske stillads-scenografi – her af Karin Gille – udnyttes ret effektivt ved at signalere de rammer, som de unge forventes at passe ind i, men som de i stedet slanger sig rundt i og hopper ud og ind af særdeles energisk og oprørsk. Det er råt og til sidst nærmest dystopisk i sit hårde, afpillede udtryk. 

Rune David Grues opsætning mister aldrig pusten, men holder intensiteten i de evigt aktuelle temaer. Det er forfriskende at se så mange nye musicaltalenter fra landets scenekunstskoler – i blandt andet Fredericia, Aarhus og Odense – og det sprudler, fra legende til voldsomt, i de unges kamp om at have noget, være nogen og elske på tværs af forskelligheder.  Dog undrer castingen lidt når man sætter 2-3 farvede på det hvide hold og omvendt, helt op i de større roller Riff og Bernardo synes Simon Mathew og Jacob Madsen Kvols typemæssigt at passe bedre i modsatte bande.

Og så bobler kemien desværre ikke optimalt mellem de to forelskede. Mathias Flint er noget fersk til den passionerede Tony, og hans lyse stemme yder ikke ligefrem mere kraft til kærligheden. Han glider lidt af på følsomheden, og matcher ikke helt Maria i meget klassisk musical-mode af Isabel Schwartzbach, der også mest synes at have en fest med tøserne i en skøn version af ’I Feel Pretty’. Endnu mere vidunderlig er Lise Koefoed som Anita, den frækkeste latinopige, hvis hjerte og hjælpsomhed bliver straffet så grumt til sidst. Her vender det sidste lille håb, så had, fjendskab og racisme tager over.

Aarhus Teater har i samarbejde med Aalborg Teater skabt en rigtig god ’West Side Story’, der ikke tager de store chancer, men fungerer glimrende i stemning og energi. Ikke mindst med Bernsteins enestående musik, som det lille orkester får til at leve fra dunkende pulsslag til en kraft som et helt bigband. ’Somewhere’ er en sang, der aldrig synges til ende, men den er alligevel så uendeligt fuld af håb i al tragedien. Fuldblods klassikerstatus: ”En dag, en gang, et sted…”