Pippin

”Less is more, ” lyder nok underligt til at starte med, når denne festbombe af en musical baldrer derudaf i glitrende, glimrende stil så ingen kan være i tvivl om det totale overdrev. Men det er den slags show, hvor alt kan ske, så pludselig er mindre bare større.

Det er show i showet, heftigt meta-teater, hvor der tales til publikum, uddeles gummiænder og indbydes til fællessang – altså indtil performeren siger at nu vil han gerne synge det sidste alene! De revser også hinanden på scenen, hvor Spelledaren – som altid formidable Lindy Larsson – forsøger at styre de andre performere mod en storslået finale. Mest hyr har han med skønne Åsa Fang, der ikke helt kan acceptere sin begrænsede scenetid som den kærlighedshungrende, venezianske enke Katarina, og derfor får tiltusket sig ekstra spotlys med ’Utan denna man’ – hvor der slet ikke skulle være nogen sang.

Spelledarens fokus er Prins Pippin (Oscar Pierrou Lindén), der leder efter sit livs mening, og som en anden djævel udfordrer han den unge prins med livets største lyster og laster. Han bekriger sin far, Karl den Store, overlever krigens, kunstens og kirkens overgreb, og kaster sig ud i sexorgier med alskens partnere – men intet af det tilfredsstiller ham i længden. Måske Katarina og hendes søn, eller bliver det også for middelmådigt med flamberet rabarberbudding og en kæleands død?

Stephen Schwartz' Tony-vindende ’Pippin’ er musical-ekstravagance, når det er mest kulørt, legesygt og overgearet. Som cabaret, cirkus og karneval på én gang! Instruktør Ronny Danielsson og koreograf Roger Lybeck lægger sig op ad den burleske stil fra Broadway-revivalen i 2013, men man ser også tydelige hints til den legendariske koreograf Bob Fosse, der iscenesatte originalen i 1972.

Sjældent har man set så mange pailletoutfits i én forestilling, og modeskaber Camilla Thulin topper det helt op med fjer, mega-horn, broderede silkemasker, stofblomster, paphatte og temmelig højt hår i en herlig leg med kønsroller og tidsperioder. Ligeledes leger scenograf Martin Chocholousek med trojansk hest, bade(ringe)ænder, gondoler, ildring, glødepærer med græskarhoveder og store kighulskasser med skaktern som ekstra-ekstra scener – oveni den klassiske skuescene og en orkesterscene. 

I denne overvældende fantasifuldhed og livsglæde minder ’Pippin’ om ’Kinky Boots’, som også sprudlede af Danielssons, Chocholouseks, Lindéns  og Fångs talent. Det er garanteret ikke tilfældigt at åbningsreplikkerne ligner hinanden, her ”Velkommen, mine damer og herrer… og alle derimellem.” Det er fest og farver for alle, hvor fordomme og middelmådighed er smidt væk til fordel for totalt livsbekræftende underholdning, hvor alt kan og må ske. Og hvor det igen bekræftes at det er selve rejsen, der er det vigtige, der hvor man udvikler sig.

Der er ganske vist banaliteter på stribe, og for en forestilling om at finde meningen med livet er der ikke meget dybde eller nye indsigter at hente. Den sidste opvågning er lidt rodet med al meta-dramaet, en skuffet Spellledar og den lille dreng, men det er også en anderledes og modig afslutning. Helt uden farver, glimmer og ballade. Nærmest nøgent, ind til det meningsfulde… der hvor ”less is more.”