The Killing of a Sacred Deer

Syge hjerter har svære vilkår for heling. Den legemlige som den sjælelige. Begge dele kræver at man vågner af bedøvelsen – foruroligende genialt illustreret med hybris og nemesis i Yorgos Lanthimos’ skæbnesvangre hævnthriller.

Selve organet dunker løs i åbningsbilledet, hvor en operation overstås og lægen piller de blodige latex-handsker af – og dermed lægger ansvaret fra sig når de rammer affaldsspanden. Kardiologen Steven (Colin Farrell) går direkte til materialistisk samtale med sin anæstesiologkollega, og hjemme i privaten bliver ønsket om vanlig narkosetilstand under sex ageret af den i forvejen beherskede kone Anna (Nicole Kidman). 

Denne slumrestatus gennemsyrer filmen, og de fleste personer kører på den lykkelige overflade, der snart skal ruskes op i skæbnehævn. For den unge fyr Martin (Barry Keoghan) har et regnskab at gøre op med Steven, af mytologiske og bibelske proportioner. Som titlen antyder skal nogen ofres, og for at gøre det endnu mere ondt og tragisk skal Steven selv vælge. 

Således rammer lægens gudekompleks for første gang ham selv, og den professionelle følelsesløshed, som han har integreret i familielivet, bliver udfordret maksimalt. Kan han acceptere skyld og ansvar? Og kan familien overleve den lammelse, der pludselig bliver særdeles fysisk?

Det er hjerne og rygrad versus hjerteblod, og kropsligheden forstærker det psykologiske spil, ikke mindst gennem kønslivets kuriositeter. Fra Stevens hemmelige historie om sin far, over den 14-årige datter Kim (Raffey Cassidy), der lige har fået menstruation og synger Ellie Gouldings ’Burn’ sært fascinerende og yderst ildevarslende, til Martins mor (Alicia Silverstone) og hendes uforglemmelige scoretricks toppet af en rap replik. 

Skuespillet er eminent, og ligeså gennemført er æstetikken i billeder og lyd, så kulden klemmer hårdt om hjertet. Meget snak er hverdagstrivialiteter, men det er Lanthimos’ ferme måde at få os til at føle os trygge, føle at vi kender miljøet, karaktererne – og så pludselig kommer de syrede replikker eller handlinger krybende og svapper benene væk under os. 

Hævn og skæbne viklet sammen bliver ikke meget mere gement og genialt end i ‘The Killing of a Sacred Deer’, der har rødder i den græske myte om Ifigenia, men twister dramaet yderligere til moderne tragedie. Nervepirrende og rystende.