This is for Her

”Jeg havde lyst til at give enkeltpersoner skylden, men jeg ville ikke gøre det.” Sådan siger kvinden på scenen, med stor eftertænksomhed, om sin fortid som torturoffer. 

Ordene er sagt af et virkeligt menneske, og gentages nu på Teater Får302s lille, mørke scene af Sofie Volquartz Lebech, der sidder på en stol og fortæller. Hun viser os, hvordan torturofferets verden ser ud. Hun spiller ikke, eller sådan virker det ikke, hun fortæller jo bare. Men hun gør det med en troværdighed som får os til at tro, at det faktisk er hende, der blev taget til fange under den argentinske krig i 1970’erne.  Hun var lærer i filosofi dengang, før hendes mand og toårige søn blev skilt fra hende og hun blev kørt væk i en politibil. 

Enormt klog er hun. Reflekteret, distanceret. Det må være filosofien som giver hende den ro, tænker vi. Det var systemets skyld, siger hun. Hun bebrejder ikke nogen mennesker. Bærer ikke nag. Men det er ganske tydeligt, at hendes liv siden hun blev taget den dag på gaden, har været et mareridt. 

Alle i salen sidder musestille og lytter. Det er ikke hver dag, man får lov at høre et torturoffers historie. Volquartz’ ansigt og krop er som skabt til fortællingen. Det virker som et klogt ansigt. Et, der har oplevet meget. Et hemmelighedsfuldt og samtidigt ærligt ansigt. Det føles som en syndig fryd at få lov bare at sidde og lytte og stirre i tyve minutter, mens hun taler. 

Vi lærer nyt. Torturen fungerer ved at blive en del af hverdagen, den virker igennem alt det, der ikke er selve torturøjeblikkene, men som ligger imellem dem – og i et meget langt efterspil. ”Det værste er uvidenheden.” Måske forstår vi, hvad hun mener. Lidt. Mest af alt forstår vi, at vi aldrig nogensinde har oplevet noget så grusomt som det, hun fortæller om. Vi føler os uretfærdigt heldige, vi viser dyb respekt ved at forsøge at huske hvert et ord, hun siger.

Del to bliver endnu sværere at tænke på. Det handler om vores egen tid og vores egen militærpolitik. War on Terror og Abu Ghraib-fængslet. Vi ser på kvalmefrembringende dans til ’Saturday Night Fever’ og møder lederen af fængslet. Hende, som er blevet fanget på billeder foran en menneskepyramide af fanger uden tøj på. Sofie Volquartz Lebech har ikke interviewet hende, og her er det ikke fortælling, men billeder, der er i centrum. 

Akkompagneret af ligeså dragende og åbenansigtede Katrina Bugaj fremstilles positioner, positurer, gestik fra fængslet. Vi hører også noget af fængselslederens historie. Vi begriber det ikke. De stiller os til ansvar – det er danske soldater som har kørt nogle af de her fanger, udleveret dem til tortur. Vi hører, hvordan det kvindelige fængselspersonale er blevet trænet i at benytte deres seksualitet til afpresning og ydmygelse. 

”Det handler ikke om informationer, det har det aldrig gjort. Det handler om at vise magt.” Smerten og ydmygelsen er altså meningsløs. Selv ikke det at angive nogen eller sige alt, hvad man ved, kan få en ud. 

Performancen viser ingen torturscener. De to medvirkende viser et pragtstykke udi antydningens kunst. Vi føler det igennem deres ord, deres koreografier og deres insisterende tilstedevær. Performancegenren fungerer godt her. 

Til sidst får vi et kig ind i de komplekse forhold, der er omkring terapi til torturofre. Hvordan taler man om det uden at klienten skal kastes tilbage og opleve det hele igen? De to første dele står nu stærkere, og især den argentinske kvindes beretning vil sidde fast i erindringen. 

Sofie Volquartz Lebech har skabt visningen som en del af sit phd-projekt om performance research, og det smitter af på den måde, at stilen er nedbarberet og (i første del) simpelt berettende. Alligevel er udtrykket gennemført og stilen i scenografi og video er stringent og virkelighedstro.  

Her er ingen happy end eller lette løsninger, men tak alligevel til forestillingen for at insistere på at opholde sig lidt ved det, som er allermest væmmeligt at tænke på, men som alligevel ligger bagest i bevidstheden af os alle sammen og gnaver.