Ophelia

Hvordan oversætter man verdens mest kendte stykke om tænksomhed og drama, selve indbegrebet af det klassiske, vestlige drama, til en japansk teaterform, der hviler på lyrisk stemningsskabelse frem for realistisk drama? Japanske KOH LO SHA har gjort forsøget, men resultatet er blandet.

Noh er en japansk teatertradition, der går tilbage til 1300-tallet, og man finder næppe en teaterstil, der er længere fra vestlig teatertradition. Hvor man i vestligt drama bestræber sig på at skabe illusionen af noget virkeligt, lægger Noh-dramaet slet ikke skjul på, at det er kunstigt, at det netop er en illusion og ikke noget, der foregår i virkeligheden. 

Spillestilen er meget stiliseret, hvor skuespillerne skal leve sig så komplet ind i deres figurer, at de selv nærmest viskes fuldstændigt ud som personer. En karakter i et Noh-spil vil typisk bære maske, og selvom et Noh-stykke kan tage udgangspunkt i en bestemt historie, som for eksempel historien om Hamlet, følger hvert stykke bestemte regler for, hvilke karaktertyper, der optræder samt deres plads i stykket. Der er så at sige en overordnet ramme eller skabelon. 

Hovedkarakteren kaldes Shite og er ofte et overnaturligt væsen, et spøgelse eller ånd, mens Waki kan træde frem som en slags fortæller og som regel er den eneste, der ikke bærer maske. Tsure er en biperson, mens Kyogen som regel optræder som komisk biperson, en slags comic relief som man kender det fra filmens verden.

I Noh-teatret er replikkerne ofte af poetisk karakter, mens skuespillerne agerer ved hjælp af langsomme, stiliserede bevægelser. De bærer smukke, traditionelle japanske kostumer og akkompagneres af fire musikere, én på fløjte og tre på trommer, der samtidig agerer kor undervejs.

Noh er komplekst og fascinerede i sit ekstremt stilistiske og nærmest kunstige udtryk. Det er et godt initiativ, når HamletScenen giver dansk teaterpublikum mulighed for at opleve denne meget fremmedartede teaterform. Men ’Hamlet’ er måske ikke det mest velegnede forlæg til et Noh-stykke. ’Hamlet’s replikrigdom, tænksomhed og ydre drama egner sig ikke specielt godt til en teaterform, der dels er meget langt fra vestligt teater, dels har et helt andet fokus. 

Noh-udgaven af ’Hamlet’ fokuserer tilsyneladende på Ophelia, men meget hurtigt flyttes fokus over på Hamlets karakter. Vi oplever dog kun brudstykker af den dramatiske historie, og den røde tråd fra Ophelias triste spøgelse til Hamlets tragiske skæbne forbliver uklar i dette stykke. 

For en vesterlænding kan Noh-teatrets langsomhed og replikfattighed virke som en forvirrende og utrolig fragmenteret fortolkning af Hamlets fortælling. Det hjalp heller ikke for forståelsen, at der på premiereaftenen var knas med teknikken, så halvdelen af replikkerne ikke blev oversat på tekstanlægget. 

I stedet virker det som om stykket sætter sig mellem to stole. ’Ophelia’ ønsker dels at være en traditionel Noh-forestilling, dels at nyfortolke ’Hamlet’ i en japansk ramme, men tilsyneladende uden helt at vide, hvad stykket egentlig går ud på – eller helt at have modet til at lave en radikal omfortolkning.

En del af meningen går helt sikkert tabt på grund af kulturforskelle – man savner en mere fyldig introduktion til Noh-teatret i programmet, der kunne give reelt indblik i de stilistiske greb og deres betydning i denne forestilling. Derfor bliver den overordnede mening desværre lost in translation.