Much Ado About Nothing

Der er – som titlen lyder – stor ståhej for ingenting i engelske Globe Theatres opsætning af Shakespeares ’Much Ado About Nothing’ på Kronborg. Men i en enkelt scene går komikken i baggrunden for en voldsom smerte.

Det er, som det ofte er med stykker af Shakespeare, ganske enkelt, og svært at gengive. Den unge Claudio forelsker sig i den smukke Hero, og brylluppet skal stå den kommende mandag. Men noget kommer på tværs, og så har vi balladen. For nogen har løjet, og nogen har snydt, og nogen bliver narret og nogen til grin. Noget må der gøres. Parallelt kører historien om Benedick og Beatrice, som ikke kan udstå hinanden, og som i det hele taget ikke tror på kærligheden, kun på dem selv. Men med list er det muligt at omvende selv den mest standhaftige kyniker.

Holdet af skuespillere fra Globe Theatre i London er et yderst veloplagt cast. De mestrer komedien og jonglerer mellem forskellige roller enkelt og elegant. Scenografien er et lille fint træslot i klassisk Shakespeare-stil, helt enkelt og uden brug af de øvrige historiske omgivelser i øvrigt. Det harmonerer med få rekvisitter og stor spillestil. Og Kronborg er den smukkeste kulisse man kan forestille sig, når mørket falder på og stjernerne titter frem den første lune augustaften.

Komediens grundsubstans med Aristoteles’ forståelse består i, at publikum altid er et skridt foran spillerne. Det komiske er nemlig et fejlgreb, en grimhed der er smertefri og ikke tilintetgør; men i en enkelt scene sitrer luften af en voldsom smerte, når unge Claudio i god tro laver et bagholdsangreb på stakkels Hero.

Kontrasten til det muntre lystspil er kolossal og smerten desto større. Det er i alvoren komedien bliver interessant. Der er ikke langt fra kærlighed til had. ”Venskab er trofast i alle andre henseender end i kærligheden,” som Benedick udtrykker det.

Forviklingerne, forvekslingerne og fortvivlelsen udgør Shakespeares komedie, der i en klassisk opsætning rammer ned i et tema om ære, der trods en happy ending lader følelsen af smerte sidde i kroppen, når man forlader teatret.