Springtur i Toscana

Indimellem bør man overgi’r sig til mere tossede, tøjlesløse og impulsive manerer. Som i Paolo Virzis helt igennem vidunderlige komediedrama ’Springtur i Toscana’, hvor kombinationen af løssluppenhed og medmenneskelighed trænger lige igennem sandheder og løgne.

Disse naturgivne livsdyder har det hyperaktive snakkechatol Beatrice (Valeria Bruni Tedeschi) meget nonchalant omgang med, og hendes højtflyvende historier understreges med designergarderobe og adelige gener. Rollespil har altid været en del af hendes liv, så det virker helt tilforladeligt, da hun tager kærligt imod den nyankomne Donatella (Micaela Ramazzotti). Indtil den rigtige læge dukker op!

Villa Biondi er nemlig et sikret psykiatrisk bosted, og de to kvinder er som nat og dag. Alligevel har Beatrice, der fifler med sin medicin, held med at hive Donatella ud af sin destruktive døs, og under en havetjans ser de deres snit til en afstikker. Det bliver et herligt temperamentsfuldt roadtrip til personer og steder, der sammenkobler fortid og nutid, og fornemmeligt lader to modsætninger supplere hinanden særdeles pragtfuldt.

Samtidig er en del af Paolo Virzis pointe at nogle psykisk syge kan fungere fint i sociale sammenhænge med den rette støtte, og at omgivelserne burde være mere åbne overfor disse løsninger. Virzi har altid sociale undertekster i sine film, og væver sofistikeret antiteserne omkring de mange sprudlende scenarier. Men som udgangspunkt – og i filmens efterord – yderst nærværende på institutioner som Villa Biondi, hvor størstedelen af de psykiske diagnoser dulmes med (overdosis af) medicin og derfor ofte afspejler en temmelig indskrænket tilgang til sandhed og løgn.

Dialogen er fuldstændig formidabel, særligt imponerende i Beatrices ordkaskader og den måde Donatellas sårbarhed afbalancerer dem. Den toscanske skønhed og det sydlandske temperament åbner naturligvis for nogle italienske stereotyper, men manuskriptet af Virzi og Francesca Archibugi trækker realismen og humoren så vitalt indover, at eskapaderne føles mindst ligeså ydmyge som overvældende. Og slutningen er så smuk… at det kilder ned ad ryggen (du ved hvad jeg mener, når du ser filmen!). 

Man glædes og røres af denne pragtfulde springtur i Toscana, hvor løgn og sandhed mixes ligeså effektivt som alvor og sjov. Der bliver rusket godt op i traumerne på forfriskende og uforudsigelig vis, for både lattermuskler og tårekanaler. Helt igennem smukt, uden at blive for sentimentalt.