Terror

Manden er skyldig. Men kan han frikendes alligevel? Retten er sat, og publikum er indsat som jury, der skal stemme om hans skyld eller uskyld!

På overfalden er sagen enkel, og den unge jagerpilot Koch (Esben Dalgaard) har tilstået hændelsesforløbet: Et terroristkapret fly med 164 passagerer har kurs mod et sportsstadion med 70.000 tilskuere, og som sidste procedure vælger Koch at trodse sin overordnedes ordre om ikke at udløse missil mod flyet. 

Ifølge forfatningsdomstolen må man ikke dræbe et eneste menneske for at redde andre. Menneskeværdi er ukrænkelig, siger grundloven. Men dette er basislov, og retshistorien rummer utallige undtagelser, hvor man er nødt til at træffe et valg – typisk det mindre onde overfor det større. Både forsvarer (Søren Sætter-Lassen) og anklager (Lila Nobel) har eksempler, imens retsformandinden (Stine Schrøder Jensen) mere spidsfindigt betoner forbehold i regler, love, principper og lignende. Som i den højst interessante modsigelse under opsummeringssalutten. 

’Terror’ er tyske Ferdinand von Schirachs dramatikerdebut, hvis temaer om skyld og straf han har beskæftiget sig omfattende med som (kriminal)advokat og forfatter. Ligesom hans familiebaggrund – som barnebarn af Hitlerjugend-lederen Baldur von Schirach, der havde et noget ambivalent forhold til jødeforfølgelsen – sikkert også har givet ham ekstra motivation indenfor forfatnings- og militærret. 

Derfor går militæret heller ikke fri i dette doku-drama. For her burde ikke være tvivl om hvem der skal træffe beslutning om at evakuere stadionet, og på andre ledder halter de militante procedurer også. Allermest alarmerende i den tidligere forsvarsministers udtalelser, der således skaber skepsis om Kochs væsen og motivation. 

Koch er et produkt af tiden, som man ikke helt kan aflæse. Er han helt igennem militærmand, der retter sig efter (usagte) regler; eller er han en af oplysningssamfundets stærke kapaciteter, der er opdraget og uddannet til at kunne tage ansvar, fortolke og træffe vigtige, moralske valg i situationer, hvor der ikke kan generaliseres.

’Terror’ er en fremragende debatskabende forestilling, der tvinger os til at tænke over forfatningens tilstand. For love kan ikke forudse og dække alt. Samfundet forandrer sig konstant, og forbrydere lærer at tackle love, regler og principper til deres fordel. Som forsvareren plæderer, vil terrorister altid bruge vores principper om menneskeværdi imod os.

Man kan påpege plotmæssige mangler og lige lovlig klichepræget retspraksis, der indimellem får os til at føle som de vidner, der med retsformandindens ord ”er belært.” Men Christoffer Berdals opsætning finder troværdigheden i de vigtige temaer, og når argumentationen flyder fra scenen over til publikum inden den endelige afstemning, er stemningen både potent og trykket. For vi er ovenud bevidst om det faktum, som retsformandinden pointerer: ”Sandheden beror aldrig kun på argumentation.”