We Will Rock You

Sjælløs musik produceres der rigelige mængder af, og værst er det når alt lyder ens. Computergenereret og uden liveelementer. Således fremtiden ifølge ’We Will Rock You’, der trods præmissen om at hylde kreative rebeller og ægte livemusik, leverer rigtig meget generisk, guitarhamrende forudsigelighed.

Rockikonet Freddie Mercury hyldes her af sine med-Queen’er Brian May og Roger Taylor, men den pragt og pondus Mercury excellerede i er fuldstændig feset ud i tegneserieagtig komik og retro-kitsch. Britiske Ben Elton plejer at være skarpere i sit komiske vid – og Lars Hjortshøjs fordanskning gør ikke fjolleriet bedre – og selvom meget kan tilgives i jukebox-musicals er denne en kikset og karikeret rockmanifestation.

Selvhøjtidelighed præger den tåbelige handling om en uniform, følelsesløs iPlanet, hvor nogle rebelske bohemer drømmer om at finde den begravede spade og dermed den ægte rock. Kun få medvirkende kan bære den selvfornøjede attitude, og i bedste overdrive er Szhirley som Killer Queen og Joey Moe som Brit(ney), især i samspil med Nellie Ettison som Oz. Derimod bliver de ellers gedigne musicalperformere Christoffer Brodersen og Kristine Yde for pæne og indimellem skingre som kæresteparret, der skal lede alle på rette rockvej.

Kostumer og styling har glam og camp så det damper nostalgi, men ikke den seje, anarkistiske kant, der burde være. Mercury havde bestemt sine øjeblikke af sært og karikeret, men han kunne rocke det, for han var… ja, The King… for mange. Og så er der sådanset ikke nogen grund til at proppe en kikset kort pelvis-tribut til den første konge ind i virvaret af fortidsstjerner som Madonna, Axl Rose, Sanne, Lars Ulrich og mange andre.

Det siger en del om handlingen at Queens største og bedste sang ’Bohemian Rhapsody’ ikke er passet ind i hovedshowet, mens andre glider ind på overdrevet. Eksempelvis ’Killer Queen’ og ’Another One Bites the Dust’ leveret übervildt af Szhirley; en ganske kæk omskrivning af ’Radio Ga-Ga’ og Nellie Ettisons råt rørende ’No-One But You (Only the Good Die Young)’.

26 Queen-kompositioner bliver det til, og nogle kunne sagtens undværes. For allerede i 1. akt hastes igennem alligevel langstrakte passager, hvor sange som ’Now I’m Here’ og ’Headlong’ bare lires af, og ’Under Pressure’ simplificeres i overfjollet forelskelse. Samme formular i 2. akt, hvor ’Fat Bottomed Girls’ udstyres a la cabaret, og ligegyldigheden breder sig med de generiske ’Seven Seas of Rhye’ og ’Hammer to Fall’.

Ensformigheden er især et problem, fordi musicalens pointe om originaler og diversitet daler for hvert ensartet beat. På den vis dunker musicalen Queens musik ind i et underligt krydsfelt af den ægte liverock og den reduktive rock, som man bare hamrer hoved, hænder og fødder til. Så hungrer man virkelig efter mere mening, og da iScreen spørger om vi vil høre ’Bohemian Rhapsody’ – ja, så kommer brølet. 

For ’We Will Rock You’ er lagt an på at rocke sit publikum som under en (stadion)koncertoplevelse, og i Queens tilfælde betyder det: At få hænderne i vejret til den ikoniske ‘Radio Ga-Ga’-klap, at trampe titelsangens velkendte beats igennem, synge med på vinderhymnen ‘We are the Champions’ og lade glowsticks svaje til ’Bohemian Rhapsody’. Det lykkes, ja, men med en ret hul følelse af forudsigelighed.