Saturday Night Fever - The Musical

Lørdagsfeberen er tilbage på dansegulvet, og Pelle Nordhøj Kanns version af 2017-premieren synes at ramme en bedre balance mellem festen, karaktererne og ungdommens dilemmaer. Det går stadig tjept med dans, replikker og sceneskift, men der er justeret i nogle detaljer, og man mærker mere nerve og følelse. 

Rollen som Tony Manero er en af Silas Holsts sidste - alternerende med Alban Lendorf - inden hans sceneskift til koreograf. Silas har også overtaget koreografien her, og energien er som vanligt tophøj, og indimellem lidt for hektisk. Men selvfølgelig stråler Albans karakter igennem og han får lov at vise balletstyrke i form af rygsvaj, piruetter, spagat og det imponerende splitspring - og i løbet af showet bliver bevægelserne også mere glidende og bløde. Med den ikoniske konkurrencedans som toppunkt - smooth med perfekte løft og sving til ’More Than A Woman’.

Det meste af rollelisten er udskiftet og det giver et fantastisk løft i talentmassen især på herresiden. Helt exceptionel er Søren Torpegaard Lund (som Bobby C), der scorer aftenens største bifald for en hjerteskærende stærk og nærmest moderne tolkning (også i koreografien) af ’Tragedy’. Men også stortalentet Cristopher Schølhammer Rørmose gør indtryk som scorefyren Double J.

Joakim Pedersens band swinger stadig og de to fremragende sangere Line Krogholm og Ilang Lumholt holder højt vokalniveau i både uptempo og slow. Bee Gees er bestemt ikke nemt at fortolke, men det rykker, og måske endda mest i de soulede udgaver - som ’Night Fever’ og favoritten ’How Deep is Your Love’, hvor især Line brillerer.

-----------------------

Så er der Silas-show igen! Denne gang med discofeber og fuld shine på dansenostalgien. Men festglimmeret overstråler de følelser, der oprindeligt er i denne ikoniske dannelses-musical.

40 år efter filmen, og næsten 20 år efter teatermusicalens premiere i London er ’Saturday Night Fever – The Musical’ endelig nået til Danmark. Og selvfølgelig forventer vi en fest på dansegulvet – og får det. Men desværre på bekostning af den følelsesmæssige dybde i det unikke tidsbillede af discolyset som oplivende eskapisme for en italo-amerikansk fyrs ungdomshyr og fremtidsdrømme. 

Det er de ikoniske dansescener, de fleste husker og forbinder med ’Saturday Night Fever’, og med dette fokus er teatermusicalen skabt. De er med, de alvorlige emner om familiekonflikter, bandestrid og ugengældt kærlighed med vold, graviditet og død til følge, men de bliver nedtonet eller negligeret. Også her i den danske opsætning af Anders Lundorph, hvor skuespillet ikke har fået de bedste vilkår.

Ingen tvivl om at showet er skabt omkring Silas Holst, og hans åbningsscener holder max. Den ikoniske spankuleren til ‘Stayin’ Alive’, den ditto replik om håret ovenpå farens klaps, og ’Disco Inferno’ under discokuglen, hvor alle ser op til ham. Klassisk enkel og effektiv karakteretablering, som også fungerer med andre typificeringer – men når replikken bliver mere følelsesramt flader det ret tamt ud. 

Tony Manero er nok den musicalrolle, der passer bedst til Silas’ heftige dansestil, for Tony er så forhippet med sin dansepassion og den medfølgende selvtillid, når folk viser deres love. Men man kunne have gjort mere ud af at balancere det italienske temperament med charmen, som John Travolta excellerede med i sin gennembrudsrolle.

For det bliver en manieret Manero, når Silas vakler mellem stilismen og karikaturen. Signaturposituren funker – ovenikøbet med røg! Men indimellem giver han dansen yderligere hak på temposkalaen, så de underlivsvrik næsten gør ondt at se på – det er jo meningen det skal være lækkert og smooth. Discodans er ikke hårdt og markeret, nærmere svajende, pæn og glad dans, og ikke nødvendigvis sexet.

Men vi kommer for dansen, og den rykker. Standarden er høj, når en stor del af ensemblet har drevet den vidt via Musicalakademiet i Fredericia, ’Vild med dans’ og ’Wallmans’. De pumper discoenergien op i det spejlbesatte, farverige klublokale, hvor DJ’ens look bekræfter at Elvis stadig lever. Masser af fest og glæde, der smitter – især i den soulede ’Night Fever’, den uforglemmelige solo i ’You Should Be Dancing’, og den mere klassiske konkurrencedans med perfekte løft og sving til ’More Than A Woman’.

Bee Gees’ musik er i en klasse for sig selv, og den swinger med Joakim Pedersens band og de to fremragende sangere Ilang Lumholt og Line Krogholm. Som man nok skulle have brugt mere, når nu aktørerne ikke har de stærkeste stemmer, og så lade karaktererne udfolde noget drama imens. I stedet får vi slow-numre, hvor intet sker, heller ikke emotionelt, fordi de middelmådige stemmer ikke kan bære større dramatisk udtryk. 

Annettes (Christine Astrid) ’If I Can’t Have You’ og Stephanies (Amalie Dollerup) ’What Kind of Fool’ lider derunder samt duetten ’Immortality’ (Amalie & Silas), men værst er Bobby Cs (Mathias Augustine) ’Tragedy’, der lyder både staccato, falsk og out-of-pitch. Lydfolk har muligvis forsøgt at give dem lidt ekstra power, men det er endt som overstyret diskantdrøn, hvor hvert et støn/pust kan høres.

Der er ofte ikke langt fra det karikerede til det parodiske, og det sker her både i scenografi og i særdeleshed med kostumerne. Sjældent har man set SÅ grimme mønstre, læg, brokadekanter, flæser og folder af glimmer, guldlamé, polyester og andet kunststof. Og hvorfor skal den søde Manero-søster (Nadin Reiness) ligne noget fra et Pippi-show?

Det ikoniske hvide jakkesæt er et af de få outfits, der fungerer. Og Silas kan bare totalt diske det suit! Super-Silas – selvom ingen siger ”super” mere, ifølge Stephanies PR-ven. Så ikonisk, for det er dansefeberen i ’Saturday Night Fever’ over alt. Men dette glimtende discoknald mangler følelse, desværre.