The Untamed

Tentakelsex. Som du aldrig har set det før. Fra pirrende antydning til horribel abstraktion. Som man nu ser og føler det. Og uden tvivl det, der gør dansk/mexicansk-producerede ’The Untamed’ interessant, men også det, der er mest ufokuseret. 

Som titlen afslører, er der utæmmelige kræfter på spil, og den seksuelle spænding lurer under hele filmen – i kønslige som sociale temaer. Mexicanske Amat Escalante har igen godt fat i menneskets selvdestruktive sider, og der er som vanligt enestående realisme i hans skildringer af dagliglivet og god glød i hans fire hovedpersoner, spillet af amatører.

Drifter og lyster er ofte ret væsentlige for at kunne komme igennem hverdagens trængsler i et ensformigt, kedsommeligt liv. Som for Ale (Ruth Ramos), der kæmper med sin machomand Angel (Jesús Meza), hvis udtrykte homofobi viser sig at dække over en affære med Fabian (Eden Villavicencio), Ales bror. Ad omveje fører det til arrest og udstødning for Angel, som så igen vender vreden mod Ale. 

Parallelt sker der mystiske ting i et afsides hus med et tentakeldyr – skabt af danske Soda FX – der driver eksempelvis den unge Vero (Simone Bucio) til kanten og over af begær. Det er her Escalantes kendetegnende provo-shot opstår – filmet af dansk-chilenske Manuel Alberto Claro – absurd og besnærende, så man begynder at betvivle hvem, der egentlig får mest ud af dette sextrip. Og hvorfor?

Der er ikke langt mellem under- og overdrivelse hos Escalante. Når han vil signalere lyster i gang, filmer han ikke personens ansigt, men zoomer ind på deres skød. Og fylder på med associationer til naturen, dyrelivet og hele universet. Tak, skæbne. Det er simpelthen for omnipotent til mig. Drifter er i alt, ja, men SÅ universelt er det heller ikke, at et overjordisk blæksprutte-væsen med indviklet penetration kan spinne løsningen på kønslige og sociale dysfunktioner. Hvis det altså er det, der foregår?

’The Untamed’ er ikke nem at greje, og især tentakelvæsenets berettigelse er uklar, hvilket tærer gevaldigt på interessen for de ellers originale tiltag og Escalantes grumme greb om realismen. Er der en mening ud over det destruktive i mennesket? Er der en skjult straffaktor? Eller en misforstået agt? Eftersom huset til sidst bliver brugt i anden dåd end lyst? Det kan man heller ikke få til at hænge sammen. For meget antydningskunst, trods udpenslende porno-shots.