Passengers

Vi virker til at leve i en tid, der kalder på science-fiction; den ene episke film efter den anden får premiere. Denne romantiske og spændende historie står alene, men dog stærkt. Befriende med noget, der IKKE er en serie.

Jim Preston (Chris Pratt) vågner efter kun 30 års dvalesøvn på luksus-rumskibet Avalon. Nu kan han se frem til 90 år alene blandt 4999 sovende passagerer, inden skibet er fremme ved en fjern koloniplanet. Eller skal han? En anden passager, Aurora Lane (Jennifer Lawrence) redder hans liv, og de to forelsker sig, mens skibet opfører sig mere og mere uforudsigeligt. Kan kærligheden overleve? Kan de?

Manuskriptet til ’Passengers’ har ligget længe på den berygtede og myteomspundne liste for film, der er i udvikling og har interesse fra branchen, men som bliver i et limbo, hvor det næsten virker umuligt at få den skabt. 

Man kan ikke fortænke de filmfolk, der fik lyst til at prøve kræfter med ideen; et væld af gode navne har været tilknyttet og gået igen. Det kunne nemt have været en helt anden film. ’Passengers’ er high concept, når det er bedst: Et romantisk og dramatisk kammerspil i rummet – og både på papiret og på lærredet er det her nok den perfekte date-film for nye par, der måske skal finde hinanden filmisk. Den fusionerer ganske fint to genrer, så spænding og sci-fi møder kærlighed, drysset med moralske gråzoner. Og her taler vi ikke om at opgradere sig selv til en suite i stedet for en almindelig kahyt – når der nu ikke er nogen til at stoppe én.

Begge hovedrolleindehavere får bragt noget fylde på deres lidt skabelonagtige figurer, de har en fin kemi og er nemme at se på. Androiden Arthur (en suveræn Michael Sheen) er ikke alene den ultimative bartender, han er det nærmeste, parret kommer til at have en ven. Indtil... nå, det skal ikke afsløres her.

Plottet er fuld af kærlighed og virkelig fine oneliners. Der er action, der får pulsen op, og smukke, smukke scener fra rummet. Massevis af scener er som skabt til at holde i hånd, mens der snappes efter vejret. Meget vil glæde øjnene, og en del minder om noget, der er set før.

Selve rumskibet er helt forrygende, mekanikken har egen personlighed – og hvis man får mindelser om ’Wall-E’, så er det nok ikke tilfældigt. Selve baren minder om den, som Jack Torrance besøger i ’Ondskabens Hotel’ – og vores rummekaniker går samme lille balancegang, når en mand føler sig helt løsrevet fra alt og mærker, hvordan sindet flosser, indtil han måske finder det eller den, der kan redde ham.

Man behøver ikke blive overrasket for at blive underholdt, man behøver ikke forvente en større mening med alting for at holde af denne film. Det er tydeligt, at norske Morten Tyldum gerne ville give filmen en større dybde. Det gør ikke noget, at den ikke helt får det.