Den Danske Borgerkrig 2018-24

Der er krig, kærlighed og et stort hold kampklare skuespillere i iscenesættelse af romanen ’Den Danske Borgerkrig 2018-24’. Men på trods af det ambitiøse setup og humoristiske dyre-sidekicks blev historien aldrig rigtig vedkommende. 

Kampklare står de, holdet af skuespillere, iført rødt joggingtøj i den sortmalede Nørrebro-kulisse. Der er aggression i luften, for borgerkrigen truer Danmark i en nær, dystopisk fremtid. Og mens der skiftevis fortælles om politikermord og rasende forarmede masser, bygger holdet scenografien om, og vi møder Henry (Nicolai Dahl Hamilton), der i bedste snobstil slendrer over scenen i guldslippers og slåbrok. 

Henry er skam både fin og beleven, og det er hans hund Geoff, faktisk også. For i den fremtid Henry lever i, taler dyrene, og menneskene beruser sig i vin og sex ved hjælp af et stamcelleprogram, som giver evigt liv. Men Henrys fortid trækker ubehagelige tråde til borgerkrigen på Nørrebro i gamle dage. Til en fortælling om krig og kærlighed tilbage i 2018.

I den to en halv timer lange fortælling lærer vi både Henry og hans fortid bedre at kende, men ikke mindst hans tro følgesvend, den talende hund Geoff, som lider af dårligt selvværd og for mange tanker. Her kommer vi som publikum helt frem i stolene af både latter og empati, for dyreflokken spilles eminent af både Troels Thorsen, Asbjørn Krogh Nissen, Benjamin Boe Rasmussen og den fantastiske kakadue Marie Mondrup. Utroligt morsomt gengivet og samtidig hjerteskærende realistisk. Havde deres historier over barbecuen fyldt hele forestillingen, havde denne anmeldelse formet sig anderledes.

Men fortiden presser sig på. Desværre, fristes man til at sige. Der sprænges bomber på Dronning Louises Bro, og Henry forelsker sig, mens kuglerne flyver ham om ørene. Men ak, hans forelskede Leonora (Malin Rømer Brolin-Tani) ville droppe ham på stedet, hvis hun kendte hans hemmelighed. Romantisk drama er der derfor rigeligt af, men selve historien forbliver tam, for vi får ikke lejlighed til at forstå konteksten for borgerkrigen, og dermed de noget brutale valg, de kæmpende er nødt til at træffe. Og så bliver kærligheden en smule lala.

Det er ikke en let opgave, som det energiske hold instrueret af Jakob Schiødt, har fået af Nørrebro Teaters kunstneriske leder Mette Wolf. For Kasper Kolling Nielsens fantastiske bestseller er en både kalejdoskopisk, fabulerende og surrealistisk historie, som under Claus Flygares kyndige pen desværre kun delvis filtres ud til en velfortalt teaterfortælling. 

De dejlige menneskedyr får dog min største applaus og vil bestemt blive husket som en rammende skildring af underklasser og den menneskelige natur i bedste ’Dogville’-stil. Men på trods af det velspillende hold savnede jeg mere bid på samfundskritikken, som forlægget for teaterstykket ellers har til overmål. Selv de fine sketches om bondemænd og flåede tomater belyste ikke problematikken for alvor, så efter min mening blev komedien aldrig rigtig væsentlig og dermed aldrig rigtig sjov. Der er ellers rigeligt med borgerkrig i den virkelige verden at lade sig inspirere af.