Nattens dæmoner 2

Gysergenren er muligvis den genre, der kræver mest af sine tilhængere. Forstået på den måde, at man er nødsaget til at gennemse en overvældende mængde elendige og direkte pinagtige film i sin evige jagt på en gyserfilm, der uden forbehold kan siges at være en god film. 

Der er bare noget ved genrens opbygning og utilslørede forsøg på at forskrække og skræmme, der gør den næsten umulig at realisere med succes. Simpelthen fordi den hånlige latter er den anden side af sagen – den ligger hele tiden og lurer og truer med at punktere den omhyggeligt konstruerede suspense. Det siges, at latter er erotikkens fjende. Det samme gælder uhyggen.

’Nattens Dæmoner 2’ er effen. Ikke helt så effen som sin forgænger, men dog effektiv nok til at holde spændingskurven spændt og effektfuld. Med det appetitlige prædikat ”baseret på virkelige hændelser” har filmen den store fordel, at den lægger et ekstra lag af veldokumenteret paranormal historie oven på en ellers klassisk poltergeist-fortælling. 

Fortællingen om Enfield-poltergeisten er den berømte sag om den stakkels Hodgson-familie, der i 1977 bliver terroriseret af et såkaldt poltergeist i deres gudsjammerlige hus i et slidt arbejderkvarter i Nordlondon. Familien får hjælp af det – i den slags kredse – berømte par Ed og Lorraine Warren, som endnu engang skal i lag med dæmoner og alskens ugerninger. 

Med mulig inspiration fra ’Eksorcisten’ – uopnåelig i al sin vælde selv efter 43 år – forstår filmen at skabe et solidt billedunivers med referencer til en helt anden genre: Den engelske kitchen sink-socialrealisme. Det rå og uskønne miljø er proppet med 70’er-stemning og gennemført scenografi. Effent. Skuespillet (Vera Farmiga, Patrick Wilson og den unge Madison Wolfe) balancerer smukt mellem indfølt og karikeret, som det sig hør og bør i genren. Igen: Effent.

Men ak! Igen må den håbefulde gyserfan erfare, at genrens akilleshæl – den endelige konfrontation med det onde – også får bugt med ’Nattens Dæmoner 2’. Antiklimaks indtræffer; det udefinerbare bliver klodset og konkret, og et lillebitte, hånligt fnis slipper ud. Alt er tabt. Ahhh, måske næste gang…