Martyrmuseum

Sort/Hvid og The Other Eye of the Tiger (TOETT) har med snilde og mod skabt en guidet tour på deres 'Martyrmuseum', som tager fusen fuldstændigt på én. Hvis man ved museumsrundvisning forventer lange historiske beskrivelser og gamle klenodier i glasmontrer, så bliver man godt skuffet. Eller, det vil sige, man får sådan set alt det, der hører sig en klassisk rundvisning til, men man får også meget mere. 

Alle de martyrfortællinger, der præsenteres på museet, er sande historier. Undervejs i den 65 minutters lange rundvisning tager guiden (Morten Hee Andersen) os på en rejse ind i sjælen af martyrernes verden. Herinde i de stærke overbevisningers verden har døden altid været en helt naturlig del af pakken. Den indtræffer som resultat af, at mennesker har ofret sig for andre menneskers liv, som resultat af selvafbrænding i buddhistisk protest eller som masseselvmord i troen på at blive inkarneret som aliens i en bedre verden. 

Alle de her dødsfortællinger oplever man som gæst på 'Martyrmuseet' på egen krop. Den ellers så charmerende og smilende museumsguide i venlige pastelfarver forvandler sig pludselig til et levende lig, idet han, ti minutter inde i rundvisningen, pludseligt kaster sig på gulvet imellem os. Stemningen i gruppen forandrer sig drastisk – fra let til gravalvorlig. Dét stemningsskift sker mange gange siden og performancen leger virkelig med spændet mellem lethed og alvorlig intensitet. 

Som en bøtte havregryn, der rystes igen og igen for at gøre plads til lidt flere gryn på toppen, sådan rystes vi hver gang en ubehagelig dødsscene har fundet sted med temposkift, let musik, et smil, en kvik bemærkning og så før vi aner det, er vi tilbage i det, der virkelig sætter sig: Gennemspilningerne af dødsøjeblikkene. 

Stærkt står den katolske præst Maximilian Kolbe, der som indsat på Auschwitz redder en yngre mand med kone og børn fra sultedøden i en fængselscelle, ved at melde sig til selv at lide denne skæbne. Krampende rundt på gulvet lægger Morten Hee Andersen på imponerende vis krop og hvisken til de sidste minutter inden Kolbes martyrdød. Kroppen er i opløsning, synet svigter, men alligevel insisterer han på at synge og bede for de få andre endnu levende medfanger.

Og ligeså stærkt står gennemspilningen af de sidste minutter af skudsalverne over dødsmetal-gæster til koncert i Paris i 2013 og gengivelsen af det øjeblik, hvor 17-årige tjetjenske Dzhennet Abdurakhmanova omvendes til Black Widow. Med hjælp fra en kvindelig publikummer gengives øjeblikket – nytårsaften 2009/10 – hvor Dzhennets mand dræbes af russisk militær, og hun i tårer og vrede (spillet af stadigt imponerende Hee Andersen) slubrer sin mands varme blod i sig. Tre måneder senere detonerer hun en bombe fæstnet til sin egen krop i metroen i Moskva. 

'Martyrmuseeum' er ikke for sarte sjæle. De stærke scener er virkeligt stærke – og for dette alene skal lyde en stor ros til skaberne af forestillingen. Den næsten psykopatiske undertone i skiftet mellem smilende planchegennemgang og dødsøjeblikke er bestemt effektfuld, men for mig personligt tipper det over og bliver for meget. 

Jeg efterlades med en oplevelse af en performance midt imellem to stole. På den ene side mærker jeg en afsender, som gerne vil nuancere mit syn på emnet martyrer og få mig til at tænke videre over det på en nuanceret nærmest akademisk måde, som jeg finder interessant.  Og på den anden side føler jeg mig alt andet end fri til at nuancere noget som helst, fordi de stærke oplevelser kun kan få mig til at føle én eneste ting: Kvalmende ubehag. I dette henseende har jeg mere brug for en krammer og en respektfuld afrunding af aftenen. 

Jeg får dog det præcist modsatte: En dybt sarkastisk afslutning, hvor en nu decideret lalleglad guide opfordrer mig og mine medpublikummer til at få taget et foto foran en væg med en pastelfarvet skovsø – holdende en tavle i hænderne, hvor vi selv kan skrive den ting i verden, vi synes, er værd at kæmpe for. I rummet hænger billeder af tidligere gæster med skilte påskrevet “kærlighed”, “lighed”, “børnene” med mere. Og så kan jeg vist i øvrigt også få lov at købe en snevejrs-rysteting eller en T-shirt med et sløret billede af en martyr på med hjem. Tak for det. 

Jeg er helt overbevist om, at den ubehagelige fornemmelse af over the top-ironi, jeg får ved afslutningen er ganske tiltænkt, og man må tage hatten af for at prøve at gå planken ud i en fremstilling af et alvorligt emne, som her ved afslutningen er ligeså naiv og (ja) sort-hvid som den virkelige verden ofte synes at være. Men jeg savner, at gruppen bag, når de vælger at præsentere de her dybt påvirkende og rituelle scener af dødsøjeblikke, giver sit publikum en mulighed for en afrunding på denne del af oplevelsen og ikke bare skubber det svære i baggrunden for at slutte af på de distancerede-sarkastiske tangenter.