The Huntsman: Winter's War

Der er ting, der er bedst at lade ligge. Onde spejle, andre folks kærlighedsaffærer og prequels, ingen har brug for som sådan. ’The Huntsman: Winter's War’ er flot, momentant spændende, men hvem målgruppen er, må guderne vide. 

Vi er tilbage fra før Snehvide, og Ravenna, den onde dronning (Charlize Theron) og hendes gode søster Freya (Emily Blunt) må sætte søsterlige følelser på standby, da Freyas magiske kræfter tvinger hende i eksil. Som isdronning samler Freya en hær af børnesoldater, inklusiv drengen Eric (Chris Hemsworth) og pigen Sara (Jessica Chastain), der vokser op til at blive jægere. Og elskende. 

Altså, det er en rodebutik af en film. Mildt sagt. Den onde broder er helt skrevet ud, Snehvide er lige efter ham. Der er ikke mange dværge, heller. Plothuller, staveplade-agtige persontegninger. Men også ret fantastiske skuespillere, der giver den alt, hvad de kan i den papirtynde historie, ingen stod og manglede. Og fantastiske kostumer.

Men hvem skal mon se den? Den er for voksen til Disney (der stod for den glimrende 'Maleficent'), for barnagtig til dem, der er gamle nok til 'Game of Thrones'. Måske er filmen et forsøg på at få flere piger til at se fantasy, men i modsætning til dens forgænger, så er Snehvide helt fraværende (man ser en stand-in fra ryggen i en enkelt scene). Ingen kick-ass heltinde, kun en isdronning med hjertesorg. Kærlighed og dens fravær fylder i det hele taget meget.

Det er 'Frost' for tweens, egentlig. Sat i scene som en pastelfarvet 'Ringenes Herre', som målgruppen velsagtens ikke har set, fordi de er for unge. Vi har ildevarslende gyldne genstande, der påvirker til mere ondskab, lange rejser og kamp mod ork-lignende væsner. Sågar en kampscene på en kro og små, nuttede hjælpere (dog med beskidte munde).

Lyspunkter er, at Chris Hemsworths naturlige charme her får lov at udfolde sig og at det er gode kræfter, der medvirker. Men selv disse sikre navne har meget lidt at stille op med mod effektbulder og scenografi. Instruktøren var et sidstevalg, men som tidligere visual effects supervisor, har Cedric Nicolas-Troyan i det mindste skabt noget flot.

Men ikke formået at skabe en historie eller en personkreds, der har en psykologisk klangbund. Søster er søster værst? Dværge er grådige? Kvinder uden børn og mænd bliver kolde og modbydelige magtvæsener, fordi de har fået såret følelserne? Bitch, please.