My Fair Lady

De pokkers tøfler! I ’My Fair Lady’ – og teaterstykket den er baseret på – har der altid været lidt kontrovers om en særlig tøffel-bemærkning, og denne opdaterede version prøver en ny smart afvikling. Alt er desværre ikke helt så overbevisende.

Det handler naturligvis om køns- og klasseforskelle, når sprogprofessor Higgins ruller sig ud og praler med at han vil omdanne blomsterpigen Eliza til en kultiveret dame, der kan begå sig på Ascot-banen og til ambassadebal. Hans kvindesyn er nedladende og hans fagsnobberi højtsvævende.

Men Lindy Larssons udgave af Higgins er (som forventeligt) helt anderledes end de fleste. Væk med det tørre, modne geni og frem med den febrilske, barnagtige nørd. Larssons kropssprog er perfekt til denne selvglade, spolerede mors dreng, der aldrig har åbnet op for egne eller andres følelser. En nutidig Higgins, men også en mere skrøbelig mand, hvilket giver eftertanke til den modulerede slutning.

Også til Eliza, der skal opretholde den kvindelige frigørelse, som George Bernard Shaws ’Pygmalion’-stykke tilstræbte – og som tøffelreplikken har ødelagt i alverdens teater-, musical- og filmudgaver. Men instruktør Anna Novovic (uddannet på den københavnske teaterskole) er mere interesseret i Higgins-omvæltningen, og Eliza bliver mere en støtte til hans udvikling end sin egen karakterstyrke. Valget af Annica Edstam er heller ikke optimalt, både type- og stemmemæssigt virker hun gammeldags, og man forstår ikke Higgins’ hovedkulds forelskelse.

Men det er ikke kun romatikken og sympatien, der halter. Værre er det at der slet ikke er nok finurligheder i sproget, som er så signifikant for ’My Fair Lady’. Der mangler både slang, dialekt og dræven hos det jævne folk, og ikke engang kendingsfrasen er tip-top opdateret, nu ”Den spanska räkan äts med majonnäs” – fra tidligere ”Den spanska räven rev en annan räv.” Til gengæld er spillet mellem ”undrerbart” og ”underbart” – helt vidunderligt.

De musikalske noder styrer de to pianister Elisabeth Boström og Annika Bjelk elegant og lige i hjertet på os. Arrangemanget for dobbelt flygel er skrevet få år efter Broadway-premieren af Trude Rittmann, men nogle numre har fået svensk tilsnit i den visemusikalske afart, som kammer over i druksus. Men ellers en ren fryd, og fint akkompagnement til skuespillerne – også når de indimellem har travlt med at flytte rundt på den enkle scenografi. Som vel godt kunne være festligere koreograferet af danske Bill Holmberg.

’My Fair Lady’ er en fin turneforestilling, der desværre ikke helt kan finde balancen mellem moderne og gammeldags. Og tøflerne kunne man sagtens gøre mere ved. Men Lindy Larsson og klaverkvinderne er det hele værd!