Evita

Show, don’t tell. Et efterhånden meget brugt råd i mange af livets aspekter. Og en af de ældgamle gyldne regler i showbiz. En regel, som Tim Rice og Andrew Lloyd Webber delvist udfordrede med musicalen ’Evita’, men som i de fleste opsætninger alligevel er blevet et stort show! Det flotteste og mest storstilede, jeg har set, har netop erobret Malmö Opera.

Først og fremmest er Charlotte Perrelli (MGP-veteran, der sejrede med ’Take me to your Heaven’) strålende skarp i titelrollen. De høje og skarpe toner i hendes stemme er perfekte til den kølige ambition, der driver Eva Duarte fra varietépige til præsidentfrue. Hun mestrer den besnærende charme og den resolutte kampgejst, der skaber folkets Evita.

Selv det dukkede og det vulgære kan Perrelli bære med stor troværdighed. Og sårbarheden, der særligt kommer til udtryk overfor Fred Johanson som Juan Perón – de er igen skønheden og udyret fra deres første samspil i 2005.

’Evita’ er fuld af modsætninger og nuancer, hvis tyngdepunkt er, at man ikke altid kan skelne mellem sandt og falskt. Stemningen skifter tjept mellem fest og alvor, eller i en krydsning som militær-tangoduellen – ikke den eneste scene, der vidner om en ustadig milits.

Tilbedelse og foragt veksler hos folket anført af Che (Lindy Larsson), der er historiens fortæller. Og det umiddelbare brud på show, don’t tell-reglen – hvis det ikke lige var for den livlige aktivitet på scenen, som gør showet til en fantastisk visuel oplevelse.

I sin imponerende opsætning har Linus Tunström tilsat ekstra poesi og elegance via koreografi, kostumer og scenografi (af danske Maja Ravn). En akrobat (danske Christel Stjernebjerg) slynger sig horisontalt og vertikalt som Evitas dobbeltgænger og signalerer alt fra forvarsler til følelser. Om højtflyvende drømme og umulige forventninger.

Enhver kvindes drøm og mareridt er den underskønne spejlscene med hvide balkjoler, juveler og lysekroner, der stråler om kap. Lige inden har primadonnaen brilleret med ’Gråt inte mer Argentina’, og er dumpet i gulvet med lysekronen. Meget symbolsk.

Alting på scenen opleves meget flydende, ikke kun på grund af de kørende scenegulve, men også fordi rekvisitter medbringes af ensemblet. Selv tøjskift er til skue, endda nogle af Evitas smukke rober.

Ballondans og især stoledans får ny mening. Det store ensemble fylder baggrunden ud med hyggeligt gadeliv og truende horder, og skaber følelsen af evig tilstedeværelse i Evitas liv. Man savner dem næsten, når de ikke er der – mest i 2. akts konfrontationer mellem Evita og Juan.

Men snart spiller den pragtfulde musik igen, og man forføres af sangene. I en fremragende svensk oversættelse, og med backing fra operakoret. Uden at der er særskilt meget opera i det, og som operaelsker kan man ikke helt lade være med at fundere over, hvordan ’Evita’ ville lyde med arier og recitativ.

Men nej, dette er nærmest en perfekt Evita, et storslået show!