Hil Cæsar!

Hvis noget er nemt, er det så dårligt? Man forstår fixerens tvivl – i den skriftestol, han besøger alt for ofte – for hans hverdag er proppet med flamboyante personager og deres letsindigheder. Som så ofte i brødrene Coens univers, men denne Hollywood-pastiche bliver ganske rodet – og alt for indforstået.

Eksempelvis refererer titlen både til den ’Ben-Hur’-lignende storfilm af bibelske proportioner hvis optagelser afspores, da stjernen Baird Whitlock (George Clooney) kidnappes; samt til et historisk tvetydigt gladiator-citat, som hinter til filmselskabets fixer Eddie Mannix (Josh Brolin) og hans metoder udi at takle stjernernes skandaler. Underforstået: Filmguder og deres magtkapital.

Mannix har flere historier, der skal fixes, inden sladdertvillingerne Thora og Thessaly Thacker (Tilda Swinton) – et mix af Hedda Hopper og Louella Parsons – kommer for tæt på. Især festligt med Scarlett Johansson som synkronsvømmende havfrue a la Esther Williams, men et problem a la Loretta Young: En hemmelig graviditet, og en særlig adoptionsløsning. Og Channing Tatum som blikfang blandt stepdansende, syngende sømænd, der opfører sig noget mere homofilt end Gene Kelly ville have accepteret.

Og sådan kan man blive ved – filmen plasker rundt i referencer, og det bliver kun mere indforstået. Til eksempel med den sofistikerede, britiske instruktør (Ralph Fiennes), der skal lære den unge cowboyyndling (Alden Ehrenreich) salondramastilen. Indstuderingen af replikken “Would that it were so simple” er snurrig som de lassoer, han kan sjippe i – og krøllen på scenen kommer senere, ledsaget af endnu en overraskelse med en storrygende kvindelig klipper (Frances McDormand).

’Hil Cæsar!’ hylder den gyldne æra i Hollywood, hvor stjerner var ren glamour, og de fleste filmsucceser ligeså. Men under facaden gløder skandalerne og trosforvirringen. Intet af det nemt, men Coen-brødrene takler stjernedårskaben langt bedre end de store syndere kapitalisme, kommunisme og katolicisme. Halvbagte diskussioner gør intet godt for filmens energi, og den ellers så karakteristisk absurdsorte Coen-humor når slet ikke tidligere højder.

Kidnapningen er det bedste eksempel herpå. Ideen er sjov: At en studiekreds af kommunist-manuskriptforfattere infiltrerer og udnytter den kapitalistiske filmbranche. Men hverken forløb eller ræsonnement holder, og afviklingen er alt for tilfældig. Selv det ellers veltænkte causeri – hvor Baird glemmer et væsentligt ord – i bibelfilmens slutscene lider under antydningens kunst.

Mere spas er der i scenen, hvor Mannix har inviteret religionsoverhoveder til møde om filmens gudebillede, og underfundigt bekender: ”Der er vel lidt Gud i os alle.” Således er det gennemgående tema om tro hægtet op på Mannix og de tilstræbte visit til skriftestolen, hvor hans synder clasher med hans egentlige tro, nemlig den på filmbranchen og dens folk.

Denne trolige loyalitet var formentlig hans akilleshæl, men virkelighedens Mannix blev hos MGM til sin død, og han har grejet flere skyggesider end de fleste. Ikke mindst sine egne. I 1959, få år før sin død, var han mistænkt for involvering i George Reeves’ død, ’Superman’-skuespilleren der havde en affære med Mannix’ kone. Det har sikkert ikke været nemme dage i skriftestolen.