The Hateful Eight

Otte mand og en farlig dame sidder i en træhytte. Fanget i en snestorm på et bjerg i Wyoming i årene, hvor skorpen endnu er blød på borgerkrigens sår.

De er tilsyneladende tilfældigt bragt sammen, men de ved alle, at de ikke alle kommer levende derfra. Hvem spiller med åbne kort, hvem bluffer, og hvem er hvems blinde makker? Der er had, mistro og (selv)justits i puljen.

Quentin Tarantinos anden western i træk er som tyk sirup. Først løber det langsomt, siden bliver det nasset. En syndig fornøjelse, der stopmætter, uden at udfordre.

De første 6-7 kvarter af det 3 timer lange cowboy-kammerspil er de mest afdæmpede og dikkedar-fri, Tarantino endnu har begået. Næsten ingen tricks, bare skælmsk og tålmodigt sættende scenen med sine typiske replikskifter og overlegne stilsikkerhed. Hvem andre end QT kan skrive dialog, så 45 minutter i en diligence bare flyver afsted?

Naturligvis bryder helvede løs i anden halvleg, der udspiller sig som en Agatha Christie-mysterieoprulning badet i blodbræk og hjernemasse. Hvor Tarantino også får fundet lidt finter frem og næsten lykkes med at overdøve, at Agatha Christie nok ikke ville være videre imponeret over den store sammenhængs snedighed. 'The Hateful Eight' er bare mere munter og morbid, end anspændt og udspekuleret.

Karaktererne er som altid gennemførte. Det skulende veteran-cast føres gevaldigt an af de to gråskæggede dusørjægere Kurt Russell og Samuel L. Jackson, fortællingens brutalt afregnende Miss Marple. Jennifer Jason Leigh gør et vanvittigt comeback som den skrækkelige Daisy, der nærmest fortærer de tiltagende modbydeligheder, hun udsættes for. Og så burde der ligge et sent gennembrud og vente for Walton Goggins, sådan som han er ved at underløbe alle de kendte ansigter med sin skarptskydende sydstatskarisma.

Følg @_oh_noe