Nøddeknækkeren

Jeg havde begået den fejl ikke at have spist aftensmad, inden jeg skulle opleve ’Nøddeknækkeren’, men til gengæld blev jeg budt på dessert. Normalt er jeg stor tilhænger af dessert, men aftenen på Gamle Scene bød desværre på en overvægt af overdreven sødme til det næsten blev for kvalmt.

Jeg har glædet mig som et lille barn til ’Nøddeknækkeren’, siden jeg hørte at den skulle genopføres af Nikolaj Hübbe. Jeg har glædet mig til en tur ud i barndommens fantasifulde univers. Til mareridtet med musekongen og hans lakajer, til sukkeralfernes nydelige spring og snefnuggenes yndefulde dans koreograferet af George Balanchine tilsat Tjajkovskijs storslåede musik. Og ikke mindst til den overdådige scenografi af Anthony Ward, som ligger i så fin forlængelse af den eventyrlige renæssancearkitektur, som Gamle Scene rummer.

Det glæder mig at se så mange voksne med børn i hænderne, da jeg ankomme til teatret. For ’Nøddeknækkeren’ er i ligeså høj grad ment til børnene, som til de voksne. Og det skal jeg lige huske mig selv på. Tilfældigvis kommer jeg til at sidde ved siden af to repræsentanter af begge aldre: en ældre kvinde til min ene side og til min anden, en lille pige.

Første akt åbner med optakten til familien Stahlbaums juleaften, hvor Clara til sin store glæde får en nøddeknækker i julegave. Og ikke hvilken som helst nøddeknækker, men en ganske særlig og eventyrlig en af slagsen.

Scenografien overgår mine forventninger. Familiens pyntede stue med juletræet i midten og familiens sværmen omkring på letteste vis, som kun en balletdanser kan efterkomme er simpelthen så stemningsfuld og åbner aftenen på meget fin vis. Clara falder i søvn om natten med nøddeknækkeren i sin favn og med mørkets frembrud vokser mareridtet. Lys og visuals er fuldstændig overvældende – juletræet som forsvinder ud i horisonten af Claras barnesind, og scenens omdannelse til en slagmark mellem uhyrlige mus med musekongen i spidsen overfor de ranke nøddeknækkere er smuk og spændende.

Så er der pause og jeg overhører den ældre kvinde brokke sig over de mange gentagelser, som i hendes optik finder sted i koreografien. Hun keder sig vist. Derefter får jeg øje på den lille pige, som er fuldstændig bjergtaget af omstændighederne. Måske denne aften taler mere til børnene end til de voksne.

Men efter anden akt hælder jeg mere til den utilfredse ældre kvindes udmelding, end til den lille piges begejstring. Lyserøde lag på lag af ballerinaskørter, pailetter alle tænkelige vegne, lange sekvenser med for megen ligegyldig sødme og svælgen i et rimelig upoetisk sukkerland. Jeg blev tilpas mæt efter første akt, men blev tvunget til at spise rub og stub op i anden.

Når nu man laver noget, som skal tiltale børn, synes jeg, det er på sin plads at udfordre sådan en gammel klassiker en smule, for at gøre historien enestående. Det lykkedes desværre ikke denne gang.