Spionernes bro

Steven Spielberg og Tom Hanks. Ultimative garanter for filmhistorier om den gode, almindelige amerikaner, der viser sig at være en stor helt på humanitært plan. Også i ’Spionernes bro’, der – som størstedelen af de helteherrers samarbejder – foregår under krigsspænding.

Spielbergs krigsgen har denne gang slået sig på en ægte koldkrigsfortælling om den første spionudveksling, der fandt sted på den legendariske spionbro Glienicke i 1962, kort efter Muren delte Berlin i øst og vest. Og selvom Coen-brødrene Joel og Ethan har fiflet lidt med manuskriptet, er det en ret klassisk Spielberg-film, der med retsdrama og lidt noir-touch hylder de gammeldags Hollywood-standarder.

Forhandlinger er advokat James B. Donovans (Tom Hanks) spidskompetence, og det får han så sandelig brug for, da han beskikkes som forsvarer af en sovjetisk agent, Rudolf Abel (Mark Rylance). For jo mere han påpeger Abels rettigheder, jo mere truer konsekvenserne for firma og familie. Indtil hans erfaring fra forsikringsbranchen giver ham den sublime ide: At Abel skal omgå dødsstraf, for i stedet at være en slags forsikring til udveksling af eventuelt pågrebne amerikanske agenter.

Det sker naturligvis med piloten Francis Gary Powers (Austin Stowell), og snart er Donovan sendt til Berlin for at forhandle udvekslingen på plads – altså officielt i civilt ærinde. Her bliver endnu en tilbageholdt amerikaner en vigtig brik i det humanitære forløb, studenten Frederic Pryor (Will Rogers), som Donovan insisterer på også skal udveksles. Som karakter er Pryor dog utrolig svag, især når man ser hvor meget der kommer ud af de to jern-mænd Vogel (Sebastian Koch) og Ott (Burghart Klaussner).

Det stærkeste kort er Mark Rylance som Abel – der spås allerede Oscar-potentiale – i en subtil, afdæmpet og nærmest gådefuld præstation. Han får os til at tro på det medmenneskelige forhold med Donovan, og det er ganske smart set af Spielberg. Hvornår har man sidst holdt af en sovjetisk spion, og rent faktisk brudt sig om hvorvidt han ville overleve at blive udleveret til sit fædreland?

’Spionernes bro’ er en positiv historie fra Koldskrigstiden, og der smøres ekstra tykt på med heltemassen, men Spielberg er så god en historiefortæller og finesseskaber, at man tilgiver meget – fluorescerende lys gennem vinduer og associationer mellem forcering af hegn/mur undtaget. Budskaberne driver af nostalgi, især i lyset af nutidens krigstrusler, og man tænker spontant, at disse på hver deres måde gode mænd i dag ville få en helt anden procedure.