Come Together

Den ultimative teaterkoncert. Stort, vildt, skørt, overdådigt, syret og så meget andet i kategorien: Alt for meget. På den fede måde. For ’Come Together’ står stadig som det ultimative show af international kaliber – selvom der mangler lidt i denne repremiere.

Det var på Gasværket i 2009, at ‘Come Together’ første gang pulsede ud i teaterrummet og fejede benene væk under mig. Jeg svævede rundt – som performerne med deres wires – i det balstyrige fantasiunivers, som Nikolaj Cederholm og co. havde skabt for fuld volumen. Gasværkets vidunderligt rustikke rum blev udnyttet optimalt, og gav showet imponerende højder af historisk grandiositet.

Her i Tivolis Koncertsal er de medvirkende tæt på at ramme loftets scenespots i et par af de storslåede scenarier, ligesom scenografi og kostumer i den grad mangler luft til de store armbevægelser. For det er ideen med denne første teaterkoncert funderet omkring tredive Beatles-numre: Alt skal være gigantisk og ekstravagant! Og det lykkes!

Selv de mere rolige og følsomme sange får noget spektakulært med sig. Som når Jimmy Jørgensen hænger på hovedet i en wire og svæver sælsomt udover publikum i ’Across the Universe’ eller slæber rundt på en kæmpepukkel og stadig kan synge ’Getting Better’. Eller når Sara Grabow valser rundt på mega-stativkjole til ’Eleanor Rigby’; og når Lotte Andersen slænger sig på flygelet imens det hejses op i ’Strawberry Fields’ eller som intro leverer en spøjst rivegal ’Yesterday’.

Der er modig, barok og løssluppen tolkning over hele linjen, og de musikalske arrangementer af Peter og Jens Hellemann rusker godt i sangene, kendte som ukendte. Indimellem eksperimenteres der med unoder a la åbningsnummeret, og i første akt tager en vis staccato næsten overhånd, men det bidrager til helheden af skøre, syrede afkodninger i Beatles-riget. Fra en skrantende ’Help’ over den mega-favnende orangeorgie ’Here Comes the Sun’ til det utæmmede guitarlir i ’All You Need is Love’.

Bandet er forrygende og går helt rokoko i samspil med sangerne, når de eksempelvis forvandles til fugleskræmsel, tjenestemama og minitromme-artist eller svinger rundt i højderne som Cesar. I det hele taget rummer Anja Vang Kraghs fantastiske kostumer flere fortællinger – monsterfjer, blomsterkaskader og forfjumrede fugle som hovedbeklædning samt kropsantræk i stive stoffer, puftekstiler og flagrende materier til at signalere dekadence og renæssance i heftigt mix.

Lidt som på coveret af ’Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band’ har man svært ved at finde ud af hvordan de passer sammen, disse signifikante typer, der åbenlyst mangler mager og ikke helt kan finde ud af at nærme sig hinanden. Karakterne spreder sig over flere årtier og imperier, med Napoleon, jokeren og charlestonpigen som de mest genkendelige. De er også showets bedste performere: Martin Greis, Jimmy Jørgensen og Sara Grabow – sammen med altid stilsikre Lotte Andersen som middelalderladyen. Mest sær er Mani Spinx som tv-vært, der mestendels render rundt med en fugl på hovedet – lidt Edgar Allan Poe-agtigt, hvis ikke lige fuglen og dens klatter ligner mere måge end ravn. Og i øvrigt udskiftes med en papegøje senere.

Vil man tolke dybere på karakterer og sangnumre bliver det nok kompliceret, men det er slet ikke nødvendigt, for ’Come Together’ er allerede en fest på oplevelser. Humor gennemsyrer hele forestillingen med vellykkede over-the-top spektakler, der understøttes af de imponerende wiretableauer. Indimellem magisk i sit artisteri, og bestemt stadig på min liste over ultimative teatershows.