Sicario

Udyret kalder de hende, Ciudad Juárez, en af de mest kriminalitetsramte grænsebyer mellem USA og Mexico. Og hun er så sandelig farlig og altfortærende, som denne fremragende action-thriller viser. Som en ægte sicario, slang for hitman. Karteller regerer så narkoen strømmer, og at der myldrer med titlens hitmen bevidner de nøgne, amputerede kroppe, der hænger i gaderne til skræk og advarsel.

Skræmmescenarierne er mange, når man går efter struben på den mexicanske narkokrig, som stadig truer hele kontinentet, fra Syd-til Nordamerika. Som en FBI-agent siger, har grænserne rykket sig, og de er nødt til at bruge beskidte metoder for at få ram på kartelbosserne. Så de har iværksat en elitegruppe, der skal lave så meget ballade at det får bosserne til at begå fejl eller afsløre hinanden.

Manden med planen og de store armbevægelser er Matt, og han er ikke den eneste med skjulte motiver. Hans trumf er Alejandro, hvis lavmælte macho dækker over traumer fra hjemlandet Colombia. Perfekt castet er Josh Brolin og Benicio del Toro, og de snupper en del opmærksomhed fra en ellers glimrende Emily Blunt, filmens egentlige fikspunkt som FBI-agenten, der skal supporte de ureglementerede missioner i grænselandet. En professionel og personlig rusketur, der kulminerer i endnu en af de rå og uforglemmelige slutscener den canadiske instruktør Denis Villeneuve excellerer i.

Noget påklistret har filmen dog en ekstra lille vignet, der afrunder sidehistorien om de største ofre i narkokrigen: det mexicanske folk. Helt i sin ret, og ganske sørgmodigt, men bare ikke helt i trit med resten af tempo, struktur og stemning. En stemning, der er så intens og rå at selv den mindste detalje skaber gru. Særligt skarpt defineret af fotograf Roger Deakins, der må læne sig op ad en længe fortjent Oscar, og den islandske komponist Jóhann Jóhannssons foruroligende score.

De seje locations giver meget i sig selv, men alligevel stor credit til produktionsdesigner Patrice Vermette for især tre exceptionelle scener. I særdeleshed det nervepirrende trafikpropscenarie på den mexicanske side af grænsebroen, men også det frapperende dødshus i åbningsscenen og den klaustrofobiske tunnelsekvens filmet primært med nightvision.

Disse dybdegående atmosfæreskildringer er Villeneuves force, og for hver film er der nyskabelser. Her ligger kompleksiteten i udviklingen, for den er svær, når løsningen krænger sig op ad gengældelse og tuskhandel mere end ret og lov. Når grænserne rykker, bør politik- og retsmaskineriet jo åbenlyst følge med.

’Sicario’ er på alle måder en barsk og skarp film, og klart blandt de allerbedste i genren. Den kryber ind under huden, og man føler sig virkelig ført helt ind i mørkets hjerte af det massive narkoproblem. Hvor frygt og paranoia er hverdag i grænseområdet. Måske er det efterhånden ved at nå den politiske magtsfære?