Tavshedens Labyrint
DRAMA
Originaltitel: Im Labyrinth des Schweigens
Premiere 3. september 2015
En mand med en mission. Det kunne være starten på en amerikansk mainstream B-actionfilm. Men her er der altså tale om et noget mere stilfærdigt og ikke mindst betydeligt mere tankevækkende tysk drama (baseret på virkelige begivenheder) om en advokats kamp for at retsforfølge de ansvarlige fra udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau.
I 1958 sidder den unge, ambitiøse anklager Johann Radmann (Alexander Fehling) i Frankfurt og keder sig med rutinesager, da der pludselig dukker en ny sag op: En overlevende fra Auschwitz har genkendt en mand, som han hævder var fangevogter i udryddelseslejren – og dermed krigsforbryder.
Problemet er, at ingen offentlige instanser vil røre denne sag med en ildtang. Af den simple grund at den river op i nogle sår fra nazitiden, som man 13 år efter Anden Verdenskrigs afslutning bestemt ikke er interesseret i at pille ved. Og så begynder Radmanns lange, seje arbejde for at samle beviser nok til en retssag mod de mange almindelige tyskere, der begik krigsforbrydelser under krigen.
Tyskernes vergangenheitsbewältigung, dvs. deres (u)villighed til at forholde sig til fortiden er filmens helt centrale tema, men ’Tavshedens Labyrint’ er ikke en historietime for begyndere. Den er elegant underspillet, udpensler ikke grusomhederne, men er stadig dybt bevægende og allerbedst i scenerne, hvor overlevende fra Auschwitz aflægger vidneforklaring. Vi hører ikke historierne, men kan udelukkende fornemme, hvad der bliver sagt ved hjælp af ansigtsudtryk, kropssprog og advokaternes reaktioner.
Min eneste indvending mod filmen er, at den bruger uforholdsmæssigt lang tid på en ikke specielt interessant kærlighedshistorie mellem den unge Radmann og hans kæreste. Måske følte manuskriptforfatterne, at med så mørkt et tema som Holocaust var det nødvendigt at lette stemningen ind imellem. Det er i hvert fald svært at se nogen anden grund til, at denne både klodsede og temmelig forudsigelige bihistorie får så meget plads.
Men det er et mindre irritationsmoment, som bestemt ikke bør afholde nogen fra at gå ind og se ’Tavshedens Labyrint’. For det er en vigtig film om et svært emne, der ganske vist er skildret før, men ikke med udgangspunkt i 1950’ernes Vesttyskland.