Heksejagt

Frygt på højere, samlet plan kan nemt udløse massehysteri. Som i Arthur Millers klassiske ’Heksejagt’, der stadig har skræmmende aktuel relevans.

Millers værk er inspireret af de virkelige hekseprocesser i Salem, Massachusetts 1692, men er ligeså anerkendt for sine tydelige politiske paralleller, der snildt kan overføres til vor tid. Ved teaterpremieren i 1953 gik kommunistjagten under Mccarthyismen med primært kapitalistiske fortegn, og imens religion vedholdende intensivt presser sit middelalderslør ned over vor verden, er der stadig for mange lande, der fører politik på både økonomi og religion.

Derfor er ’Heksejagt’ mere provokation og opråb end en samfundsskildring, hvor medfølelsen flyder over for hvert følelsesudbrud. Og således starter det passende med sønderrivende skrig fra en ung kvinde indsmurt i blod, skriblende som besat på egen krop. Familie, præster og andre landsbyboere samles og hurtigt er et heksehysteri sat i gang af angsten for det ukendte, frygten for at miste og dødsrædslen.

Schweiziske Roger Vontobel forsøger i sin fortolkning at gøre publikum til en del af hysteriet. Først ganske virksomt ved at føre teaterspottet ud mod os, da unge Abigail (Sara Hjort Ditlevsen) udspørges og desperat angiver de første. Senere under retssagen tændes det ekstremt skarpe lys i hele teatersalen, så vi bliver en del af retsskændslen – enten som dem nye pegefingre rettes mod, eller som den tiende, ængstelige pøbel.

Men knebet lykkes ikke helt, det er mere irriterende end engagerende. Fordi det er en konstant stilstand over alt for lang tid. Mere effektfuldt havde det været at lad os i det uvisse, med afvekslende lys og mørke og enkelte, indsnævrende spotlys. Så ville de agerende tilhøreres tilråb også virke stærkere i mørket, især hvis de bevægede sig mere rundt i publikumssalen.

I stedet kommer det hysteriske kun fra de fire unge kvinder, der anklager – opfordret af mandlige magthavere, primært i form af pastorerne Parris og Hale (Morten Suurballe og Rasmus Bjerg) og dommeren (Henning Jensen). Selv i deres sluttelige desperation er de ophøjet over etik, og den eneste mand, der bibringer sympati er John Proctor (Olaf Johannessen), som ellers har haft en affære med Abigail – og dermed har startet hele balladen.

’Heksejagt’ har en del undertoner, som Vontobel har kvittet. Eksempelvis er der næsten intet tilbage af John og Abigails seksuelle gnist, der skaber større spænding i Johns proces. Også fordi Vontobels sluttolkning i det sidste møde mellem John og hans kone (Benedikte Hansen) lige trykker knappen for kvindeundertrykkelse helt i bund. Egentlig en interessant opdatering, men sammen med den manglende seksuelle energi mister Johns endelige valg noget nerve.

’Heksejagt’ er bare en virkelig god og klassisk historie, der altid vil fascinere og provokere i sin eviggyldige relevans. Og her hvor middelalderen trænger sig ind på vor tid, er det jo vigtigt at se tilbage og blive mindet om at nogle ting og tilstande rent faktisk burde tilhøre fortiden – ikke nutiden!