The Last 5 Years

Musicals er typisk en lidt larmende affære. Store armbevægelser, sing-along-sange og festlige dansenumre. Med Off Det Ny giver Det Ny Teater plads til de lidt alternative musicals, der vægter det intime over det bombastiske.

’The Last 5 Years’ er et forsøg på en utraditionel, kammerspilsagtig musical, men det er ikke en ubetinget succes. Forestillingen starter og slutter i hver sin ende. Et parforhold betragtes og gennemleves forlæns og baglæns på samme tid. Manden bevæger sig frem i tiden, kvinden tilbage.

I den ene ende af scenen toner Cathy frem, mørk og grådkvalt synger hun om Jamie, der netop har forladt hende: ”Han har skrevet sin slutning, gået sin vej, men jeg står stadig her.” Maria Lucia stråler på scenen, blændende smuk, selv i sin sorg. Forkrøblet af ulykkelig kærlighed, med en vis bitterhed i stemmen – hun forstår ikke, at manden har smidt håndklædet i ringen og er stået af parforholdet.

Det gør man som publikum heller ikke, for Maria Lucia har en næsten sitrende tilstedeværelse på scenen, hun er til stede i en grad, man alt for sjældent ser på danske teaterscener. Star Quality, der er intet bedre ord for det. Hun er et af de mennesker, der synes lidt mere levende, lidt mere til stede i livet og verden end os andre.

I den anden ende har vi Jamie. Med rød skjorte, lige fyldt 23, med hele livet foran sig. Et liv, der allerede nu tegner til at blive en succes. Han er spirende forfatter på vej til at udgive sin første bog, og har lige mødt sin drømmepige: Cathy. Det er fem år tidligere, og alt i Jamies verden synes lyst og legende. Og ret overfladisk, selvom han ikke selv bemærker det. Christian Berg er velsyngende, men giver ikke for alvor et indblik i Jamies psyke, og mens det er let at se, hvad han ser i den sexede, sjælfulde Cathy, er det svært at forstå, hvad hun ser i den lidt selvfede gulddreng.

Trods sin utraditionelle fortællestil er ’The Last 5 Years’ ret banal: Et parforhold, der går under på grund af parternes umodenhed og de slag, som livet uvægerligt giver én. Han får succes med sin karriere, mens hun må kæmpe bittert og måske forgæves for sin. Da Jamie til sidst går, forstår man ham godt, måske lidt for godt. Kvinden Cathy skildres som den umodne pige, der ødelægger forholdet, fordi hun ikke kan stå på egne ben. Alligevel fremstår hun som den mest troværdige af de to. Både fordi Maria Lucia spiller bedre end Christian Berg, og fordi Cathys replikker har langt mere tyngde end Jamies. Hun dirrer af følelser fra start til slut, imens der aldrig rigtig synes at være helt så meget på spil for ham.

Heri kunne ligge en interessant pointe om forskellen på mænd og kvinder, men komponisten, den amerikanske Jason Robert Brown, holder sig til overfladiske snapshots af forholdet. Derfor bliver det lidt utroværdigt, at en så pragtfuld kvinde som Cathy skulle være så aldeles kuet af manglende selvtillid, at hun af bar kærlighed ville finde sig i en position som forholdets underdog.