Force Majeure

Et lavineskred for den moderne mand. Hjulpet godt på vej af kvindelige formaninger og forventninger om mandens rolle som familiens forsyner og beskytter. Med sin fremragende ’Force Majeure’ dunker svenske Ruben Östlund igen til samfundsnormerne med et topaktuelt emne, båret af en eksplosiv kerne om naturtilstande.

Katastrofen fra naturens side bliver ikke til det store, men mennesket får vist sin instinktive, basale naturtilstand, når en lavine vælter truende ned ad snebakkerne mod restaurantterrassen på et moderne skiresort. Far Tomas (Johannes Bah Kuhnke) løber afsted, imens mor Ebba (Lisa Loven Kongsli) griber fat i deres to børn og står lammet tilbage.

Konfrontationen sker med nye chokbølger til følge. For Ebba, der også tidligere har udbasuneret sin mands utilstrækkelighed, preller ud med episoden og Tomas’ flugt over middagen i selskab med et andet par, de lige har mødt. Da Tomas afviser hendes version af hændelsen, er der ikke langt til toppen af isbjerget og den store familiekatastrofe. Heller ikke børnene kan undgå at høre forældrenes diskussioner ude på hotelgangen.

Begrebet naturtilstand blev i 1600-tallet introduceret af den engelske filosof Thomas Hobbes, som en tilstand hvor der ikke kan defineres ret eller uret. Det er ren selvopholdelsesdrift, og ifølge videnskabelige studier er manden – mere end kvinden – tilbøjelig til at hævde den. Ydermere viser studierne at mange par går fra hinanden efter katastrofeoplevelser, og det er her Östlund lægger sit fokus. I håb om forståelse, tilgivelse og forsoning – for individet som samfundet.

Det er en virkelig svær balancegang mellem naturtilstanden og de moderne samfundsnormer, men Östlund jævnfører mande- og kvinderoller ret præcist, og spidder optimalt den truede maskulinitet og den sårede kvindelighed. Han forfalder ikke til den typiske emotionelle fortælling, men mere en fortættet stemning af kølig, nordisk resignation og tør, sort humor, der gør karakterne ret unikke.

Vennen Mats (Kristofer Hivju) har de gode pointer. For man ved jo ikke hvad man vil/kan gøre i sådanne krisesituationer. Og bagefter er det vel bedst at forsøge et tilgivende perspektiv. Mats mærker virkelig scenariet helt ind i hjerte og hoved, og hans natlige overvejelser med kæresten sætter endnu mere gang i vores egne tanker om overlevelsesinstinktet. Om vores egne evner til at takle det bagefter, når andre vil dømme os på det. Eller hvordan vi selv ville dømme andres valg.

Konklusionen i ’Force Majeure’ er en smule martyragtig, men den pointerer en stor og vigtig faktor: Kvinden som den dominerende familiemor, der manipulerer og bebrejder manden, så man kunne tro, at hun faktisk hellere vil have hele ansvaret selv. Den sidste lille gestus fra mandens side er så at give op og vende tilbage til sin basale, instinktive naturtilstand. Og så ser det iskøligt ud for at få forenet den truede maskulinitet og den sårede kvindelighed.