The Square
DRAMA
Premiere 23. november 2017
Urinstinkterne buldrer mesterligt igen, når svenske Ruben Östlund svinger provo-staven over det moderne, elitære mediemenneske, der slet ikke er i kontakt med sig selv, og derfor fanges i eget forstilte blændværk a la performance art.
På det trendy X-Royal Museum, hvor Christian (Claes Bang) nyder succes som kunstnerisk chef, mister statuer hovederne og grus-værker forkludres som fejemøg, imens et nyt scoop af en brostensfirkantet installation skal kommunikere ”lighed, tillid og omsorg”. Her er i den grad afpilning af kunsten og dens mise-en-scene, falsk som ægte.
Katalysatoren, der skal ryste Christian ud af hans privilegerede, prætentiøse eliteegomani, er et studie tæt på performance art: Et gadescenarie hvor han redder en kvinde i fare, bare for at finde ud af at det var et set up for at frarøve ham pung, mobil og farfars manchetknapper.
Så enkelt viser Östlund os Christians basale manddom. Først opildnes han af sin heltedåd, og efterfølgende vil han have magten tilbage ved at finde de skyldige og få sine ejendele tilbage. Men hans relationer til andre mennesker er ikke ligefrem naturlige, så det kan kun gå galt. Og ramme uskyldige.
Ligeledes akavet i nærkontakt med journalisten Anne (Elisabeth Moss), hvor et fyldt kondom skaber det sjoveste mundhuggeri – uden at miste den grundliggende alvor. Fantastisk scene, i øvrigt krydret med Annes chimpanse, hvis kunsttalent matcher endnu en spektakulær performance-scene henimod filmens afslutning: Til velgørenhedsmiddag på museet går kunstneren Oleg (motion capture-artisten Terry Notary) over grænsen med sin primat-performance, og gæsterne ender selvfølgelig med at være den udøvende magt i dette kunsteksperiment.
’The Square’ er en fabelagtig kamp mellem yderpunkter – eliten vs. underklassen, kunst vs. virkelighed, politisk korrekthed vs. ytringsfrihed, social fremtoning vs. personlige interesser og meget mere – og der hænger rigtig meget og syder i den blændende æstetik, som Östlund har skabt med fotograf Fredrik Wenzel og produktionsdesigner Josefin Åsberg.
Som i den første trickscene med de hjemløse, der gennemsyrer filmens samvittighed, gør Östlund tydeligt brug af et melodramatisk mix af drama og humor, og man fornemmer iscenesættelsens rammer også her blandt underklassen. De kender også jungleloven, og kæmper på deres egen amoralske vis. Som replikken lyder i primat-scenen: ”I junglen mærker dyret din frygt, så hvis du er stille, bliver en anden måske byttet.”
Ruben Östlund er igen på formidabel overlevelseskurs med velfærdssamfundet vs. naturtilstanden, og det er underholdning på ekstremt højt og originalt plan. Fuld af skarpe, spøjse, mærkværdige og tankevækkende pointer, der understreger hvordan livet kan blive som performance art. ’The Square’ vandt velfortjent Den Gyldne Palme i Cannes, og der er absolut Oscar-potentiale så det batter!