Et Folkesagn

Trolde-cancan, elverpige-magi, junker-vanvid, bjergnymfe-piruetter, hekse-klokke, vampyr-tøser og vulgære herrehorn. Man skal passe på hvad man ønsker sig, for når den danskeste ballet af alle – Bournonvilles ’Et Folkesagn’ – accepterer de underjordiske kræfter, så er der ingen grænser for adspredelserne.

Nikolaj Hübbe og Sorella Englunds Reumert-belønnede opsætning fra 2011 sprækker igen den nationale gravhøj, og lader underverdenens mørke drifter sive kraftigt ind i den romantiske idyl-klassiker. Med lige dele eventyr og sagn fra folketraditionen om skiftinge intensiveres temaet om menneskets behov for at finde sin natur og tilpasning – via historien om to kvinder, der føler sig anderledes end det miljø, de er opvokset i. Med hjælp fra kærlighed og magi finder de ud af, at de er blevet forbyttet som babyer.

Det er ret tydeligt, at Frøken Birthe ikke har let til de fine manerer, der forventes af hendes arvestatus til Højgården, og ikke mindst hendes forlovede Junker Ove (Gregory Dean). Alba Nadal viser perfekt temperament og kropsudfoldelse, når hun flintrer rundt efter den hale, hun ikke har, og i stedet svinger pisken i en sadelgynge imens hun flasher sit sorte strømpebånd. Hun fortjener så absolut det nytilføjede solospot i slutningens pas de sept.

Hilary Guswiler er også vidunderlig som modsætningen, bjergpigen Hilda: Så lys, yndig, mild og blid at Junker Ove forelsker sig øjeblikkeligt. Men han har også opdaget hendes oprindelse og forhekses derfor af elverpiger og allokeres til politiet af rivalen Hr. Mogens (Benjamin Buza); inden det store bryllupsgilde trumfer med imponerende balletoptrin til Niels W. Gades velkendte brudevals.

Fra gravhøje, skæve ruiner og hemmelige huller vælter det ud med forrygende væsner og vovet adfærd. Blandt dem det skønne troldetrekløver af mor Muri og hendes sønner Diderik og Viderik. Begge forelsket i Hilda, hvilket der selvfølgelig kommer meget rørende spræl ud af. Med Diderik som den opblæste og Viderik som den nuttede. Mimik og dramatik helt i top af henholdsvis Sebastian Kloborg og Elisabeth Dam.

Anden akt er en fabelagtig troldefest, hvor Mia Stensgaards kostumer som altid markerer en overdådig iderigdom. Små biller mingler med boudoirpiger, hottentot-vampyrer og andre dyriske væsner, imens en kæmpe hovedløs mand jagter sit hoved. Lysende skørter, balloneffekter, gasmasker samt hår, horn og haler, der slynger sig rundt. Totalt coma club partyuartigt!

Ligeledes i særklasse er Stensgaards scenografi, der i samspil med finske Mikki Kunttus eminente lysdesign fuldender stemningen af natur, mystik og dunkle magter. Den lyse skov er ypperligt indrammet af kniplingsagtige mega-papirklip, der gemmer på både sommerfugle, dødningehoveder og flagremuse – som i drømme og mareridt.

’Et Folkesagn’ er en oplagt forestilling at starte sit balletbekendtskab med, for med sin enkle handling, livlige drama og lette humor kan hele familien nyde denne nationalskat.

Her ender det som en ægte, smuk prinsessedrøm. Men med det fine tvist at de mørke, spøjse kræfter også har deres plads i festlighederne. Der er rum til alle, balance i sjælelivet og underverdenen må gerne visitere sin magi. Med måde, altså, for de hverken kan, vil eller skal tæmmes til finfølelse – så vi må derfor respektere og betænke deres force. Så alting ikke bare er overfladisk lykke.