pixel

Stille hjerte

  • Bille August
  • 5.04

Fakta

DRAMA
Premiere 13. november 2014

Når Paprika græder. Lige præcis dér rammer det – uventet og effektivt. Som titlens hjerte, der har været stille og kontrolleret længe, slipper los med tårerne.

Vel nok er det Ghita Nørbys moderkarakter, som titlen først og fremmest banker for, men lige så overordnet det, hun som mor giver videre til sin familie. Med to døtre (Paprika Steen og Danica Curcic), der ikke kan enes, har familielivet ikke altid været roligt og trivielt, men dog præget af en vis følelseskontrol.

Netop denne kontrol hersker i alles hjerter – også publikums – gennem det meste af filmen. For ’Stille Hjerte’ er en særdeles velstruktureret film, der stiligt og troværdigt fører os gennem to døgn af kuede følelser. Dem der opstår, når man ved, at en af ens nærmeste skal dø. Vel at mærke med det ekstra lag at mor Esther har sat en dato for døden, inden sygdommen lammer hende til afmagt.

En stærk beslutning, som hele familien prøver at respektere, acceptere og efterleve. Med forskellige grader af frustration, vrede og sorg ulmende under overfladen. For i sidste ende kan eller bør ingen bestemme over andres følelser. Forløsning er alt, og selvom den endelige konfrontation – i forhold til resten af filmens tempo – er alt for hurtigt og kluntet afviklet, så er selve dramaet smertende.

'Stille Hjerte' er Bille Augusts bedste film siden 'Den gode vilje', som også havde Ghita Nørby i den stålsatte moderrolle. Tiden har sat sine spor – urene tikker også højlydt overalt – og Dirk Brüels kamera går endnu tættere på dette pragtfulde cast, som lader livet være afbildet i deres ansigter. Morten Grunwald som ægtemanden og Vigga Bro som livsveninden. Vi behøver ikke lange baggrundshistorier, for billeder og udtryk fortæller alt.

Men det er de to søstre, der snupper opmærksomheden. Danica Curcic er sårbar og heftig som Sanne, hvis følelsesudbrud søsteren sarkastisk kategoriserer som ”hokus pokus, Sanne i fokus”. Klassisk Paprika Steen, der giver Augusts film noget kant, som har manglet i mange år. Det gør Pilou Asbæk (som Sannes kæreste Dennis) også på mere afslappet manér, eksempelvis den herligt forløsende joint-scene – hvor det dog igen er Paprika, der pointerer spasen.

'Stille Hjerte' kommer ikke helt i mål med alle karakterer, primært på grund af den irrationelle, hurtige afvikling af slutdramaet. Her svigtes især Sanne og Dennis, der har vist flest følelser. For klimakset er naturligvis at få de stædige og kontrollerede til at kokse ud.

Det gør Paprika Steen som ingen anden, allermest mærkbart og rørende. For når Paprika græder, så græder jeg. Hun rammer mig altid! Den barske umiddelbarhed som dække over den hudløse sårbarhed. Denne eminente balance mellem det uhæmmede og det stille hjerte.

Mest læste

seneste
film

Lykketræf
4.02

Woody Allen
The Room Next Door
4.02

Pedro Almodóvar
The Substance
5.04

Coralie Fargeat
The Apprentice
3

Ali Abbasi
La Chimera
4.02

Alice Rohrwacher
Joker Folie À Deux
2.04

Todd Phillips

seneste
scene

Prøvedage
5.04

Rundetårn
Blodbryllup
5.04

Det Kongelige Teater
Figaros Bryllup
4.02

Operaen
Hvem er bange for Virginia Woolf?
5.04

Teatret ved Sorte Hest
close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling